Tim Burton og Johnny Depp

Kino.dk kigger nærmere på et sært makkerpar
Under optagelserne til 'Sweeney Todd'
(© Sandrew Metronome)

Alice in Wonderland har premiere den 4. marts.

Eventyrfilmen er instrueret af Tim Burton og har Johnny Depp i en af de bærende roller.

Samarbejdet er det syvende mellem Burton og Depp, og allerede næste år begynder de begge på vampyr-sæbeoperaen ’Dark Shadows’.

Her er en kort præsentation af de seks Burton/Depp-film før ’Alice in Wonderland’. Forneden kan du fortælle om du har en favorit heriblandt?

Edward Saksehånd (1990)
Rollen som en smuk udgave af Frankensteins monster gjorde Johnny Depp til superstjerne, og starten på et frugtbart samarbejde kunne begynde.

Ed Wood (1994)
Tim Burtons fascination af gamle B-film kom virkelig til sin ret i denne biografiske skildring af Edward D. Wood, som hånligt er blevet udråbt til verdens værste instruktør. Han spilles karismatisk og morsomt af Johnny Depp.

Sleepy Hollow (1999)
Legenden om den hovedløse rytter blev på vanlig Burtonsk vis fortolket med en gotisk billedside og med Johnny Depp i hovedrollen som den excentriske retsmediciner Ichabod Crane.

Charlie og chokoladefabrikken (2005)
Filmhistoriens anden filmatisering af Roald Dahls klassiske børnebog havde Johnny Depp i rollen som ejeren af chokoladefabrikken, den skøre, men også lidt sørgelige Willy Wonka.

Corpse Bride (2005)
En sjælelig opfølger til Burtons opfindsomme animerede dukkefilm The Nightmare Before Christmas fortsætter den visuelle stil i en morbid verden og lægger dertil dubbing af stjerner som Johnny Depp, Helena Bonham Carter og Emily Watson.

Sweeney Todd: Den djævelske barber fra Fleet Street (2007)
Den morbide tone, der karakteriserer mange af Burtons film, bliver taget til helt nye niveauer i denne musical. Johnny Depp spiller titelkarakteren, en morderisk barber i et victoriansk London, der synger, klipper og blodudgyder i rigelige mængder.