”Jeg er sikker på, at 3D er fremtiden”

Kino.dk har snakket med DreamWorks-direktøren
Fra filmen 'Sådan træner du din drage'
(© UIP)
Sådan træner du din drage handler om en landsby beboet af vikinger, der både frygter og kæmper mod massive, bevingede drager. Det betyder en masse action og flyvescener, og med den nye 3D-teknologi føles det i høj grad, som om dragerne suser direkte ud i hovedet på tilskueren.

Filmselskabet bag ’Sådan træner du din drage’, DreamWorks, har før produceret animerede succeser som Kung Fu Panda, Monsters mod Aliens og de tre ’Shrek’-film.

Kino.dk mødte studiets direktør, Jeffrey Katzenberg, der fortæller om filmen og det fantastiske ved 3D.

I har i DreamWorks sagt, at I kun vil lave film i 3D. Hvorfor det?
Ja, for et par år siden gav vi den bindende udmelding, at vi kun ville producere film i 3D. Det skyldtes, at vi mente, at det ville blive en succes og ikke bare en gimmick, som ville komme og forvinde igen. Nu ligner det en sikker satsning. For et år siden ville jeg have sagt, at jeg håber, at det bliver fremtiden. I dag kan jeg sidde her og sige, at jeg er sikker på, at det er fremtiden.

Hvad er det, 3D kan, som er så spændende og nyt?
3D giver filmskaberne mulighed for at bringe publikum ind i historien på en måde, som virkelig forstørrer de følelser, som filmskaberne vil have, at du har. Det kan være følelsen af spænding i en actionscene eller af frygt i en scene, hvor farlige mennesker eller monstre er meget tæt på.

Hvordan fungerer det i ’Sådan træner du din drage’?
Når vi taler om ’Sådan træner du din drage’, ville jeg nok vælge det modsatte af, hvad du forventer, til at demonstrere og eksemplificere, hvor spændende og dragende 3D er. Der er en nøglescene, hvor Stoick, vikingehøvdingen og hovedpersonens far, går ind i et rum med sin søn, Hiccup.

De er i et meget, meget indskrænket rum, og du føler den anspændte stemning mellem far og søn. Vi er helt i den følelsesmæssige situation, som filmskaberen vil have, vi er i. Som tilskuer ved vi, hvor meget der er gået forud for denne scene, og hvad der har ledt op til den af magtkampe mellem far og søn.

Hvad gør 3D-effekten i netop denne scene?
Du har i bogstaveligste forstand fornemmelsen af, at loftet er meget tæt på farens hoved. Måden hvorpå faren dominerer på grund af sin størrelse over for sønnen, der føles endnu mindre i det rum på grund af 3D. Men det er en underbevidst ting, for vi vil ikke have, at du tænker over det. Du skal være i historien. Men nu hvor jeg fortæller det, tænker du nok: ’ja, det kan jeg faktisk godt huske’.

Og tilsvarende på grund af lyssætningen og kameraarbejdet bliver det en scene med stor indlevelse. Filmskaberne vil have, at du føler, hvad karaktererne føler i den scene. Spændingen og frygten bliver betonet og fremhævet. Og det er det, 3D kan.

Hvad er det sværeste at få til at virke i 3D?
Det afhænger, hvad filmskaberen ønsker at opnå. Der er nogle bestemte objekter, som er meget genkendelige for det menneskelige øje, som kan være svære at genskabe. Vi laver ikke fotorealistiske film, men når du vil have noget til at se realistisk ud – altså hvor publikum ser det som virkeligt, i modsætning til at det er virkeligt, skal man meget tæt på realisme. Det er det mest udfordrende at lave. Fx når nogen hælder et glas vand.

Vikingerne i ’Sådan træner du din drage’ har pels på deres kapper. Var det ikke svært at lave i 3D?
Jo, hår har altid været svært at animere, og er det også i 3D. Vådt og tørt - hår har altid været vanskeligt at få til at se naturligt ud. I vil også opleve det i en fantastisk scene i ’Shrek 4’, hvor de alle falder ud over en klippe og ned i en flod – en henvisning til ’Butch Cassidy & the Sundance Kid’. Der er herefter en meget sjov scene, hvor Den bestøvlede kat og Æslet kommer drivvåde op fra floden. Joken går på, at de ser så gennemblødt våde ud, og det kunne vi ikke have gjort i ’Shrek 3’.

Sådan træner du din drage er lige nu aktuel i biografen og kan bl.a. ses i 3D.