"Nogen mener, at jeg har solgt ud af varen"

Interview med Søren Pilmark
Sidse Babett Knudsen i parterappi hos Søren Pilmark
(© Nordisk Film)

Ridder af Dannebrog, tryllekunstner samt en af Danmarks mest folkekære skuespillere. Og nu slesk parterapeut i filmen Parterapi, der får premiere den 25. februar.

Kino.dk har talt med 54-årige Søren Pilmark om sin nye rolle, om at pleje sit ægteskab og om ti år med DSB-reklamer.

Den alsidige skuespiller
Pilmarks karakter, Ulrik, flytter ind i kælderen hos det kriseramte ægtepar Anders og Puk, spillet af Nikolaj Lie Kaas og Sidse Babett Knudsen.

Pilmark er kendt for sin alsidighed, og det er præcis det, der gør hans rolle i filmen interessant. Ulrik er nemlig ualmindelig slesk med et evigt charlatan-smil over læben og et godt øje til Puk, meget anderledes end glansrollerne som gangsteren Thorkild med midtvejskrise i Blinkende lygter eller den følelseskolde politiker Erik Dreier i 'Kongekabale'.

Du har spillet mange forskellige typer roller i dansk film. Er variation noget, du lægger vægt på i valget af roller?

”Det er kun til en vis grad, at jeg kan vælge mine roller. Halvdelen af det handler om, hvad man bliver tilbudt. Man kan forsøgsvis være lidt karrierestrategisk. Der er ingen grund til at spille vred, korrumperet politiker, hvis man har prøvet det én gang før. Så kan man meget vel låse sig fast i den slags roller, så folk siger: ’Han er rigtig god som vred politiker.’ Hvis man har succes i en rolle, vil folk rigtig gerne holde én fast i den rolle. Og der mener jeg også de folk, der producerer tv og film. Hvis folk siger: ’Søren er rigtig god som klam parterapeut,’ så gælder det om at sige nej tak til sådan en rolle i fremtiden.”

Slesk og klam
Kender du sådan en type person, som du spiller i Parterapi?

”Det er en komedie, så der er malet med en bred pensel. Han er slesk og klam, han går efter hende (Puk, red.), og han gør alle de ting, som man helst ikke vil have. Filmen synes at sige: ’pas godt på din kone eller mand, ellers er der andre, der gør det, eller gerne vil gøre det.’ Det er et meget sødt wake-up call til par, hvad enten de er heteroseksuelle eller homoseksuelle.”

”Man har en tendens i parforhold til at sige: ’Nu er vi gift. Og det er så det.’ Eller sagt på en anden måde, det er noget, der skal plejes. Det er ligesom, hvis man er gode venner, der begynder at arbejde sammen. Så behøver man ikke, at give det så meget opmærksomhed. Og så går man i gang med nogle projekter, hvor man kan blive uenige, og så sker der et eller andet, fordi man glemmer at sige: ’Hey, har du det egentlig godt?’. Man skal pleje sine venskaber og sit ægteskab.”

Hvad skal man så gøre for at pleje ægteskabet, så man ikke ender som Anders og Puk i Parterapi?

”Det er ingen hemmelighed, at det handler om balance, hvis mand og kvinde skal leve under samme tag. Enten kan man sige, at han har sit eget værelse, hvor der er boksehandsker og lugter af cigar, og hun har sit eget værelse, hvor der er blomstrede puder og lugter af parfume. Eller man kan sige, at der er en grund til, at man bor sammen. Man skal være åben omkring det og holde øje. Have en vis parathed. Det kræver en indsats.”

Truslen fra det ukendte
Der er knas i parforholdet mellem Anders og Puk, men den største trussel kommer alligevel fra den mest uventede kant, nemlig fra parterapeuten Ulrik.

”Truslen kommer fra det ultimativt uventede sted. Men vi, beskueren, skulle jo gerne kunne se det: ’Stop, pas på, pas på!’ Det skulle vi gerne kunne se, inden vores hovedperson kan se det. Overordnet kan man sige, at de fleste trusler kommer fra uventede steder. Det ligger i sagens natur, ellers var de vel ikke trusler. Så var man klar. Og alle de fejl, vi begår her i livet, de opstår, fordi vi prøver at undgå de fejl, vi er klar over, og så siger vi ’Arh, det så jeg ikke lige komme.’”

For at understrege Ulrik-karakterens pågående fremtoning er Søren Pilmark blevet udstyret med en lys paryk og nedknappede skjorter.

”Parykken er med til at sige, at her kommer en mærkelig mand, som er lidt for smart i forhold til sin alder. Han prøver at være sådan lidt sportvognssmart, lidt 60er-smart. Han er sådan en type, der prøver at holde sig ung med de unge lidt for længe. Jeg bliver sådan lidt ærgerlig over mænd, der i en højere alder krampagtigt vil holde fast i deres maskulinitet.”

Ti år med Harry
Søren Pilmark har ikke altid været stjerne i dansk film. Selvom hans talent og charmerende udseende burde have ført til en kontinuerlig filmkarriere, har han valgt at satse på andre underholdningsformer. Alt fra tv, over komik til tryllekunst for ikke at tale om en lang række roller på teatret, bl.a. i Shakespeare-stykkerne 'Hamlet og Richard III'. Siden 2000 har han optrådt i nogle af Danmarks mest populære reklamer som den togelskende Bahnsen, der forsøger at overtale dukken Harry til at lade bilen stå. Reklamerne har gjort ham økonomisk uafhængig, men er han bange for at sælge ud?

”Jeg har taget det ind på et tidligt tidspunkt, om hvordan jeg har det med at være blevet kendt for de reklamer. Det ligger implicit i spørgsmålet, om jeg har det skidt med det. Næ, jeg har det fint. Dels fordi det har været topprofessionelle mennesker, jeg har arbejdet med (bl.a. Parterapi-instruktør Kenneth Kainz, red.), og dels fordi befolkningen godt kan lide reklamerne.
Jeg er både meget kold og pragmatisk omkring det, og samtidig kan jeg godt forestille mig, at nogen mener, at jeg har solgt ud af varen. Men det synes jeg ikke, at jeg har. Og det er værd at bemærke, at i de ti år, jeg har lavet Harry-reklamerne, begyndte jeg at få flere filmroller og… filmpriser.”

Kommer der så en Harry: The Movie ligesom Polle fra Snave?

”Nej, det gør der ikke. Men hvis der var et fantastisk manuskript, ville jeg ikke sidde og være hellig og sige, at det aldrig kan lade sig gøre, for det ville også være at kaste et vrag på projektet. Men jeg kan ikke se, hvordan man kan undgå, at det bliver en biograffilm som reklame for DSB.”

”Først i morgen, Herr Pilmark”
Skuespilleren har prøvet meget i dansk film og tv, så hvad er næste skridt i karrieren? Udlandet, måske?

”Egentlig ikke. Jeg ville sige ja, hvis det var sjovt nok, fordi jeg ville da tage oplevelsen med. Men at sidde i regnvejr i Düsseldorf en onsdag formiddag og høre et ’vi kan først optage i morgen, Herr Pilmark’ - nej tak. Det skulle nok have været for 25 år siden. Og jeg har en kone og tre børn i den skolemodne alder og buldrende pubertet, som jeg gerne vil være tæt på.”

I stedet vil Søren Pilmark satse på en karriere bag kameraet som instruktør:

”Det har jeg store ambitioner om. Jeg har været skuespiller i mange år, så nu vil jeg gerne selv bestemme og tage ansvar. Det kræver selvfølgelig, at jeg koncentrerer mig fuldt ud om projektet og siger nej tak til en masse andet arbejde. Men det er svært at få en film op at stå, dels i arbejdet med manuskriptet, dels fordi jeg skal skifte løbebane. Jeg kunne godt tænke mig at instruere flere film.”

4 hurtige til Pilmark
Yndlingsfilm?
Det er som at spørge, hvilken der er min yndlings Beatles-sang. Det kan man ikke. Jeg er mest til film, der sidder længe i mig. Disney-filmen 'Kaptajn Grants børn' betød meget for mig, da jeg var barn.

Største skuespiller inspirationskilde?
Robert De Niro.

Yndlingsmusik?
The Beatles. Jeg er med i et lille Beatles-orkester, hvor jeg spiller keyboard, klaver og synger.

Yndlingsbog?
'Salme ved rejsens afslutning' af Erik Fosnes Hansen fra 1991 er en af dem, men der er flere. Kunne også godt lide Stieg Larsson-bøgerne.