Susanne Bier afviser kritik af sin nye film

Den danske instruktør udsender pressemeddelelse efter kritik fra Sudan
Susanne Bier under optagelserne til 'Brødre' (2004)
(© Nordisk Film)
Susanne Biers 'Hævnen' blev tidligere på ugen beskyldt af Sudans regering for at være antimuslimsk og racistisk. Nu afviser instruktøren kritikken:

Til belysning og opklaring af misforståelserne omkring min nye danske film ”Hævnen” vil jeg gerne slå følgende fast: Der er ingen religiøse temaer i min kommende film 'Hævnen'.

Titlen 'Hævnen' henviser alene til en ung dansk drengs problematiske forhold til sin danske far og udspiller sig hovedsageligt i Danmark.

Vores få optagelser i Kenya skal vise en skandinavisk læges arbejdsvilkår i en flygtningelejr. Han er udsendt af en humanitær organisation og optagelserne har ingen religiøse temaer eller motiver.

Jeg er derfor helt uforstående overfor den opståede mistanke til at min film skulle beskæftige sig med Islam. Dette er helt og aldeles ukorrekt.

Filmen har intet religiøst indhold og beskæftiger sig hverken Islam, Kristendommen eller nogen anden religiøs overbevisning.

Dette vil alle kunne forvisse sig om når filmen er færdig og derfor tilgængelig for offentligheden.


Susanne Bier, København, 6. januar 2010.

Hævnen kan ses i biografen fra 26. august og har bl.a. Ulrich Thomsen, Mikael Persbrandt og Trine Dyrholm på rollelisten.