Robert-nomineringerne offentliggjort

Nils Malmros og Lars von Trier fører på point
'Kærestesorger' er nomineret til 14 Robert-priser
(© Martin Dam Kristensen)
En ungdomsfilm og en gyser. To af dansk films mest markante filminstruktører. To enere, auteurs, dyster om de eftertragtede Robert-priser, der bliver uddelt for 26. gang til februar næste år. Nils Malmros vs. Lars von Trier.

Kærestesorger af Nils Malmros er nomineret til 14 ud af 16 mulige priser, og Lars von Triers Antichrist følger trop med 12 nomineringer.

Begge film er nominerede i de tunge kategorier: Bedste film, Bedste instruktør, Bedste manuskript og Bedste mandlige og kvindelige hovedrolle.

I kategorien Bedste film konkurrerer 'Kærestesorger' og 'Antichrist' mod Applaus af instruktørdebutanten Martin Zandvliet, og Oldboys af den ligeledes debuterende instruktør Nikolaj Steen. 

Ole Bornedals Fri os fra det onde er sidste film i kategorien Bedste film, og med ti nomineringer kommer den ind på en tredjeplads efter 'Antichrist'.

Robert-uddelingen bliver afholdt den 7. februar 2010 i Cirkusbygningen i København.