Billetsalget runder 1 milliard kr.

2009 er et rekordår i de danske biografer
Mikael Blomkvist var kraftigt medvirkende til et fremragende billetsalg i 2009
(© Ricky John Molloy)
Sidste år var et fantastisk år for den danske biografbranche, men nu da 2009 går på hæld, viser det sig at rekorden for 2008 bliver slået.

Her lige før nytår nærmer antallet af solgte billetter sig 14 millioner stk., og endnu en rekord blev slået i denne weekend, hvor salget af biografbilletter rundede 1 milliard kroner i de danske billetluger. Det er første gang, denne grænse er nået.

Film som Millennium-trilogien, ’Sorte kugler’, ’Harry Potter 6’, ’Engle og Dæmoner’ og ’Op’ kan tage store dele af æren og året sluttes af på stærkeste vis med ’Sherlock Holmes’, ’Alvin og de frække jordegern 2’, den danske film ’Oldboys’ og ikke mindst James Camerons ’Avatar’, der på blot 12 dage har solgt 242.000 billetter.

Årets omsætning ligger 12 % over sidste års, ligesom billetsalget ligger 4,50 % over antallet af billetter i år 2008.

Formanden for Foreningen af Filmudlejere i Danmark (FAFID), Michael Fleischer, glæder sig over, at danskerne trods finanskrisen holder fast i den unikke fællesskabsfølelse, som det er at se en god film i biografen.: ”Vi havde ved årets start en formodning om at folk fortsat ville prioritere biografoplevelsen, og det er da glædeligt at den holdt stik.

Samtidig blev 2009 det år hvor 3D for alvor slog igennem, både film som Ice Age 3 og Op har været vist som 3D, men det er med ’Avatar’, der havde premiere i sidste uge, at 3D succesen for alvor er blevet en realitet, siger Michael Fleischer.

Vi kan se at mindre biografer som Værløse, Klovborg og Rønne, har stor succes med at vise blandt andet 'Avatar' i 3D. Normalt ville disse biografer ligge relativt lavt på besøgstal, men med 3D tilbuddet til deres publikum, ligger de pænt placeret på salgslisten i forhold til deres størrelse. 3D versionen står for 21 % af 'Avatar' filmkopierne i markedet, og tegner sig for 70 % af filmens omsætning i Danmark.