”Anya og Victor må jo rent faktisk ikke dyrke sex, da de er under 18”

Interview med instruktøren bag ’The First Time’
Barbara Topsøe-Rothenborg
(© UIP)
Hun var engang kendt som pigen Nana i tv-serien af samme navn. I dag er den tredive år gamle Barbara Topsøe-Rothenborg bosat i L.A. og aktiv filminstruktør.

Den 1. januar udkommer hendes spillefilmsdebut, The First Time, en amerikansk genindspilning af ’Kærlighed ved første hik’.

Hvordan blev du involveret i at instruere ’The First Time’?
Regner Grasten og jeg havde arbejdet sammen for årevis siden på de to første Krumme-film, så vi kendte hinanden fra dengang. Han havde hørt, at jeg var flyttet til L.A. og var forfatter og instruktør. Så mens jeg var i Danmark inviterede han mig til møde og tilbød mig jobbet.

Der er en lighed mellem de danske og de amerikanske skuespillere – var dette med vilje?
Nej, det er et tilfælde. Devon har været tv-stjerne for Nickelodeon i årevis og Scout var en hot up-and-coming skuespillerinde, og efter en kemi-casting var det tydeligt at de var fantastiske overfor hinanden.

De små brødre var sværere at finde da de jo skulle være naturligt frække og sjove – og ikke på en alt for overdreven Amerikansk måde.


Hvordan måtte du forholde dig til temaet sex i forhold til det amerikanske marked?
Det var klart den største udfordring, amerikanerne er så hysteriske mht. sex. Vi havde også mange problemer med censur. Anya og Victor må jo rent faktisk ikke dyrke sex, da de er under 18, og småbrødrene måtte ikke snakke så beskidt.

Men ved at have hovedhistorien om Anya og Victor handle om ægte kærlighed, og gøre bi-figurene provokerende og frække, havde vi en god kombination og noget for alle – ’Juno’ meets ’Superbad’
som vi siger.

Hvad venter dig forude?
Jeg skal lave ’Sandheden om Julie og Adam’, en romantisk komedie om en sladderjounalist, som går undercover for at skrive en afslørende artikel om en af Danmarks største filmstjerner. Og så skriver jeg på endnu en film, en magisk historie om en børne-modstandsbevægelse under Første Verdenskrig i Prag.

Hvem drømmer du om at arbejde med?
Robert Downey Jr. , Helen Mirren, Anton Yelchin.

Hvilke er dine favorit kærlighedsfilm?
Moulin Rouge, Livet er Smukt, Borte med Blæsten.