USA top 10: Lunken debut til 'This Is It'

De nyeste og mest populære film i USA
Michael Jackson på scenen i 'This Is It'
(© Sony Pictures)
Forsalget var forrygende, og fansene stod på spring, men This Is It måtte alligevel tage til takke med en middelmådig åbningsweekend i USA.

Resultatet er dog stadig udmærket for dokumentarfilmen om Michael Jacksons forberedelser til sine ultimative koncerter i London, og det skyldes især et flot billetsalg i Japan, Australien og Europa (ikke mindst i Danmark). 

'This Is It' indtog 1. pladsen i USA med 23,2 millioner dollars og har nu indtjent 34,4 millioner dollars siden premieren sidste onsdag (ca. halvt så meget som forventet af branchen). Udenfor USA har filmen omsat for i alt 68,5 millioner dollars.

Af de resterende film på den amerikanske top 10-liste, imponerede Paranormal Activity med et fald på kun 22,3 %. Gyserfænomenet, som nu den største gyser i 2009, jordede atter Saw VI, der med 62,7 % indkasserede listens største fald.

Weekendens samlede billetsalg var 12 % bedre end samme weekend sidste år, hvor High School Musical 3 forblev på 1. pladsen med 15,3 millioner dollars.


Top 10 USA: 30. oktober - 1. november

1. This Is It - total $34,4 millioner
2. Paranormal Activity - total $84,6 millioner
3. Nådeløs hævn - total $51,5 millioner
4. Parterapi i Paradis - total $87 millioner
5. Where the Wild Things Are - total $62,7 millioner
6. Saw VI - total $22,5 millioner
7. Astro Boy - total $11,3 millioner
8. The Stepfather - total $24,6 millioner
9. Vampyrens lærling - total $10,8 millioner
10. Amelia - total $8,3 millioner