Jim Carrey: ”Ja, jeg tror på spøgelser”

Interview med komikeren i Cannes
’A Christmas Carol’
(© Disney)

3 hurtige til Jim Carrey i anledning af A Christmas Carol


Om at arbejde med motion capture-teknikken:

”Nogle blandt publikum tror måske, motion capture er ligesom at lave stemmer til tegnefilm, men det er meget mere end det. Det er et job som skuespiller på scenen, og så tager motion capture-specialisterne den præstation og sender den til et andet sted og en anden tid med deres magi. For mig at se er det helt fantastisk. På mange måder er det lettere at lave motion capture-film, end at spille skuespil i en almindelig film. Du skal for eksempel ikke vente så meget undervejs, fordi scenerne presses sammen på færre dage og du får lov til at spille mere sammenhængende skuespil. På den måde ligner en motion capture-film mere arbejdet på et teater.”

”Vi spiller scenerne i rækkefølge og arbejder med et lille hold, så der er næsten ingen ventetid. Hvis noget er en smule sværere, er det, at vi ikke på samme måde kan lade os inspirere af omgivelserne, men til gengæld kan vi koble den del af hjernen fra, der normalt sanser, hvor kameraet står, for det beslutter Zemeckis først senere. Vi spiller bare løs.”

Om den engelske skuespiller Alastair Sim, der i 1951 spillede rollen som Scrooge:

”Han var en genial skuespiller. Jeg har ikke direkte stjålet fra ham, men det jeg ville have med i min udgave af Scrooge, var den bitterhed, han fik frem. Hans karakter havde en gnaven aura, der gik dybt ned under overfladen. Den idé byggede jeg videre på. Jeg forestillede mig også, at han havde fysiske smerter, som kun et langt, kærlighedsløst liv kan give.”

”Da jeg talte med Zemeckis om rollen første gang, forstod jeg, at skuespillerpræstationen skal komme indefra og ud som i enhver anden rolle. Motion capture make-uppen skal jo sidde på et skelet. Karaktertrækkene driver designet, kan du sige. Uden en helstøbt præstation kan du ikke lave ordentlig motion capture-design.”

Om at tro på spøgelser:

”Ja, jeg tror på spøgelser. Spøgelser er en del af dig, og jeg tror på dem i den forstand, at de er udgaver af dig selv, som henvender sig til dig ind i mellem. Jeg har oplevet at få et telefonopkald om, at en fyr, jeg kendte, var død, og de følgende ti minutter gik jeg igennem det her med, at man fortryder, man ikke fik gjort en forskel, så vedkommende ikke var død. Og pludselig bliver der ringet op, at det var en fejlinformation, og han alligevel lever. Det var faktisk lige før indspilningerne af 'A Christmas Carol', og der har du jo en form for spøgelse fra fremtiden, der fortæller dig noget indirekte, og du får så chancen for at lave noget om. At gøre en forskel i vedkommendes liv.”

Bonusinfo om instruktøren og Disney:

Den dengang unge Robert Zemeckis kunne i sin tid ikke få Disney til at finansiere ’Tilbage til fremtiden’, fordi der er scener i filmen, hvor Michael J. Fox er i nærheden af at blive forelsket i sin mor. Filmen blev som bekendt en kæmpesucces, og nu, 24 år senere, er Disney 100 procent bag Zemeckis med A Christmas Carol.



Af Jacob Wendt Jensen, Cannes