Oscar-vinder er den nye Schwarzenegger

Genindspilningen af ’Predator’ har fundet sin hovedrolle
Adrian Brody i 'The Jacket' (2005)
(© Nordisk Film)
John McTiernan's Predator fra 1987, om en flok hårde soldaters kamp mod et usynligt og rastafari-lignende rumvæsen, er i dag en lille klassiker.

Genindspilningen, eller the reboot, som det hedder, når en film genfortolkes uden at være en direkte efterligning af forgængeren, kommer nu.

Titlen er 'Predators' i flertal, så efter alt at dømme er der nu tale om flere rumvæsner.

Det store spørgsmål har længe været, hvem der skulle overtage hovedrollen som i sin tid tilhørte Arnold – blev det mon Vin Diesel eller Dwayne ’The Rock’ Johnson?

I dag er det så blevet bekræftet, at ingen af ovennævnte muskelmænd har landet rollen.

Oscarvinderen Adrian Brody fik i stedet tjansen, og endda også i en planlagt efterfølger.

Brody løb godt nok rundt i junglen i Peter Jackson’s ’King Kong’ (2005), men ellers er Brody bedst kendt for roller i dramaer som ’The Pianist’ (2002) og ’The Village’ (2004).

'Predators' udkommer i 2010, det er Nimrod Antal (‘Vacancy’, 2007) der instruerer, og selveste Robert Rodriguez der producerer.