8 spørgsmål til Cyron Melville

Skuespilleren fra ’Vanvittig forelsket’ taler ud.
Cyron Melville i 'Vanvittig forelsket'
(© © Nordisk Film)
Cyron Melville omtales ofte som ét af de største skuespillertalenter i Danmark.

Den 25-årige skuespiller fra Djursland debuterede som 15-årig i ’Menneskedyret’, og siden er det blevet til roller i ’2 ryk og 1 aflevering’, 'Råzone', 'Supervoksen' og 'Fighter'.

I Vanvittig forelsket spiller du en ung musiker. Hvordan er dit forhold til musik?

Jeg elsker musik og lytter til det dagligt. Jeg bruger det også til at fremkalde følelser fx på en optagelse. Derudover har jeg spillet trommer siden jeg var lille og spiller stadig rigtigt meget i dag. Det er lige så vigtigt for mig som skuespillet, og jeg ville ikke kunne give afkald på nogen af delene. Jeg har spillet trommer i mange forskellige bands og spiller i øjeblikket med et band, der hedder Let Me Play Your Guitar.

Hvilke forberedelser måtte du igennem til rollen som Daniel?

En stor del af Daniel var hans ensomme og urolige sind som pludseligt bliver angrebet af en meget jaloux og ekstrem desperat følelse. Morten og jeg talte bl.a. meget om at finde ud af hvor meget man skulle udlevere af hans komplekse sind og hvor tidligt i filmens forløb.

Derudover var der hele det musikalske univers, som skulle fortælles. I den forbindelse fulgte jeg en konservatorieelev under hans undervisning på skolen, hvor jeg ellers kunne få lov at deltage. Jeg fik dagligt klaverundervisning af Katrine Gislinge og Christoffer Hylding som gav mig enormt meget.

Jeg troede nemlig, at det ville falde mig rimelig nemt ind at ligne en pianist, når jeg nu selv spiller trommer men fandt hurtigt ud af, at bare det at sidde "troværdigt" ved klaveret var langt sværere end først antaget.
Jeg har aldrig øvet mig på at sidde på en stol så meget som der!

Du var Shooting Star ved Berlinalen i år. Har det ændret din karriere?

Nej, jeg har ikke fået nogen konkrete tilbud, men havde heller ikke forventet, at der ville komme fem hovedroller sammen med prisen. Jeg var blot fokuseret på, at tage det hele som det kom og se det som en mulighed for at møde nogle spændende mennesker i branchen, hvilket også er konceptet ved Shooting Star-prisen.

Og så er det jo ikke mindst en kæmpe anerkendelse, at der sidder en jury og mener, at man er blandt de 10 mest lovende skuespillere i Europa, hvilket selvfølgelig personligt har givet mig endnu mere lyst til at arbejde videre med skuespillet og tro på det som en mulig levevej.

Hvilken filmkarakter ville du gerne have spillet?

Jeg ville gerne have spillet Jack Torrance i ’The Shining’, men Jack Nicholson gør det så skræmmende godt, at jeg bare lader ham om det!

Hvilken sommerfilm SKAL du se i biografen?

Jeg er i Afrika over sommeren så måske en tilfældig afrikansk film.

Hvem drømmer du om at arbejde sammen med?

Lars von Trier, David Lynch og hvis jeg kunne spole tiden tilbage, Stanley Kubrick.

Hvorfor skal biografgængere se 'Vanvittig forelsket'?

Det skal man selvfølgelig for filmens drama og det følelsesunivers, man får lov at komme igennem, når man ser og oplever den heftige historie. Derudover skal den ses, fordi den fortæller en barsk men smukt illustreret historie, som jeg vil mene alle, på en eller anden måde, kan relatere sig til og lære noget af.

Hvad er dit næste projekt?

Ferie i Afrika!

Læs mere om Vanvittig forelsket og se traileren her.