Top 10: Tom Hanks-roller

Stem på din favorit-rolle med den biografaktuelle skuespiller.
Billede

Samarbejdet med Engle & Dæmoner-instruktøren Ron Howard markerer en slags fuld cirkel i Tom Hanks' karriere – det var nemlig selvsamme Howard der instruerede Hanks i gennembrudsfilmen ’Splash’ fra 1984.

I år fejrer Hanks altså 25-års-jubilæum som hovedrolle-indehaver. Det fejrer vi på kino.dk ved at kåre hans 10 bedste roller:

1.
Forrest Gump: Forrest Gump (1994)
Det er ikke til at komme uden om. I rollen som den langsomt opfattende, men hurtigt spurtende og yderst elskværdige Forrest giver Tom Hanks ikke bare en Oscar-værdig præstation, men også sin karrieres bedste.

2. Josh Baskin: Big (1988)
Hvem kunne ikke tænke sig at hoppe rundt på kæmpenoder sammen med Josh – en ung dreng fanget i en voksen mands krop? Den dengang 32-årige Hanks blev faktisk nomineret til en Oscar for denne præstation – noget usædvanlig genren taget i betragtning.

3. Chuck Noland: Cast Away (2000)
En-mands-præstationer er altid beundringsværdige – og det samme kan roligt siges om portrættet af Fed-Ex-direktøren, Chuck, der strander på en øde ø, og må overleve ved at snakke med en volley-bold ved navn Wilson. Endnu en Oscar-nomineret præstation fra Hanks.

4. John H. Miller: Saving Private Ryan (1998)
Spielbergs rørende og voldsomt realistiske skildring af D-dagen under Anden Verdenskrig ville næppe have rørt så mange uden den karismatiske og rolige kaptajn John H. Miller. Hanks formår at vise mennesket, der fandtes før soldaten. Oscar-nomineret? Ja, selvfølgelig var han det.

5. Michael Sullivan: Road to Perdition (2002)
En noget atypisk rolle for Tom Hanks, der normalt spiller den gode og anstændige borger. Her giver han modspil til selveste Paul Newman som en håndlanger, der vælger at flygte fra gangster-livet for at beskytte sin søn.

6. Andrew Beckett: Philadelphia (1993)
Portrættet af Andrew Beckett, en homoseksuel mand med Aids, ændrede komikeren Tom Hanks karriere fuldstændigt. Det var med denne karakter, Hanks formåede at flytte sig fra de naive og fjogede roller og blev indbegrebet af den sympatiske dog principfaste mand.

7. Paul Edgecomb: The Green Mile (1999)
Stephen King skrev en fin rolle, da han skrev Paul Edgecomb - en fængselsvagt på dødsgangen. Hanks’ rolige væsen og underspillede forundring passer godt til historien om mødet med livets mirakler side om side med livets barskeste realiteter.

8. Charlie Wilson: Charlie Wilson's War (2008)
Kongresmanden Charlie Wilson kom til at betyde meget for USA’s involvering i krigen mellem Afghanistan og Sovjetunionen, men det er hans kulinariske væsen (og hang til damer), der gør ham til en top 10-kandidat. Den 52-årige skuespiller storflirter med Julia Roberts og kommer af sted med det!

9. Jimmy Dugan: A League of Their Own (1992)
Dette er en af vores stjernes mindre kendte roller, men på en personligheds-skala fylder den fallerede baseball-stjerne Jimmy Dugan ikke så lidt. Han tygger skrå, spytter efter børn og råber konstant mandschauvinistiske bemærkninger – for bare at nævne nogle karaktertræk.

10. Professor G.H. Dorr: The Ladykillers (2004)
Sidste mand på listen er i den mere komiske ende. Her spiller Hr. Hanks Professor G.H. Dorr – en excentrisk sydstatsmand der ved alt om litteratur og hvordan man narrer gamle damer.