Portræt af Nils Malmros

Århusianske Nils Malmros er en institution i dansk film.

Hans realistiske ungdomsdramaer har siden debuten i 1968 imponeret publikum og kritikere både herhjemme og i udlandet.

Den 64-årige instruktør, der er uddannet læge og aldrig har fået undervisning i at lave film, er elsket for sine nuancerede, dybfølte skildringer af børn og unge, men er samtidig berygtet for sin utrættelige perfektionisme og årelange forberedelser til hver filmproduktion.

Tag blot hans seneste film Kærestesorger, som han har brugt tre år på at indspille, så han kunne skildre den naturlige udvikling, de unge amatørskuespillere gennemgik. Det viser sig tydeligt i resultatet, hvor vi følger instruktørens alter ego, Jonas (spillet af Thomas Ernst), og hans klassekammerater gennem gymnasiet i begyndelsen af 1960erne.

Autenticiteten er unik, så vi kan se den virkelige udvikling fra rodløs teenager til ung voksen i de efterhånden mere og mere markerede ansigter. En sådan ihærdighed skal man lede længe efter, og det er da også det, der har kendetegnet Malmros’ filmkarriere.

Vejen til succes
I gymnasiet begyndte filmmediet for alvor at optage den unge Nils, som blev specielt fascineret af den franske instruktør Francois Truffauts tidlige 1960er-værker om den parisiske ungdoms rodløse færden, navnlig i 'Jules og Jim' (1962). Den løst fortalte, humanistiske tone i Truffauts film smitter umiskendeligt af på Nils Malmros’ egne produktioner.

I 1968 instruerer han sin første spillefilm, 'En mærkelig kærlighed' (1968), som han finansierede ved at tage nattevagter på diverse afdelinger ved siden af studiet. Filmen blev ingen succes, og den fik efter eget udsagn de hug af kritikere og publikum, som den fortjente.

Gennembruddet kommer i stedet fem år senere med 'Lars Ole, 5c' (1973), hvor han med ”en vignetagtig observation, med ironi og megen omsorg beskrev de første store trængsler og al den hjertets uro, som begynder at vise sig, når man bare går i 5. klasse”, som Jørgen Stegelmann skrev om filmen i Berlingske Tidende.

Filmen blev hans første succes, som han fik en Bodil for, og derfor fik han støtte fra Filminstituttet til at lave alle sine efterfølgende film.

Papegøjer og udyr
Med 'Lars Ole, 5c' kom Nils Malmros på sporet af det, der siden har vist sig at blive hans varemærke op til og med 'Kærestesorger' – de respektfulde portrætter af unge i 1950erne og 1960erne, altid med en fiktiv karakter, der fungerer som alter ego for Malmros. Lars Ole i filmen af samme navn, Ole i 'Drenge' (1977) og Niels-Ole i 'Kundskabens træ' (1981). Måske Nils hellere ville have heddet Ole?

Desuden udvikler han i perioden den kendetegnende ”papegøje-teknik”, hvor han siger replikkerne og viser gestikken, hvorefter han får sine unge amatørskuespillere til at efterabe ham. Teknikken er både effektiv og krævende, for det betyder endeløse gentagelser og omprøver. Men når den er i hus, og Malmros er tilfreds, skinner den ihærdige omhu igennem på det færdige resultat.

Al Malmros’ ypperste kunnen går op i en højere enhed i hans mesterværk 'Kundskabens Træ', som han fik flere priser for, og som er blevet kanoniseret af Kulturministeriet som en af de ti vigtigste film i Danmark nogensinde. Den handler om den pæne pige Elin, der går fra at være klassens populære sild til udstødt og forhadt. Dette tragiske tema føles ikke påklistret, for det er skildret med en subtil hånd og blik for detaljerne.

Selvom hans følgende film ikke har kunnet måle sig med 'Kundskabens træ', har 'Skønheden og Udyret' (1983), 'Århus by Night' (1989), 'Kærlighedens smerte' (1992) og 'At kende sandheden' (2002) modtaget anmeldernes dybeste respekt. Hver især har disse film skildret elementer i Malmros’ eget liv, og personligheden skinner igennem hver gang, som også er det, kritikerne falder for og genkender hos instruktøren.

Anerkendelsen har ikke fået den pensionsdygtige Malmros til at droppe filmen og nyde sit otium. Tværtimod er han efter endnu en kraftpræstationen med 'Kærestesorger' igen på banen med det, han er bedst til: Nostalgiske film om den århusianske ungdom – eller rettere sagt hans egen ungdom.

 

Niels Malmros om...

Kærligheden: Som Agnete siger i 'Kærestesorger': “Forelskelse er egoisme, at elske er altroisme.” Kærligheden er det vigtigste i livet. Det at kunne flytte centrum uden for sig selv, er det, der gør livet rigt.

Barn- og Ungdom: De er som i 'Kundskabens Træ'. Man vokser op og er spontan i alt, hvad man gør, når man er barn, fordi man endnu ikke har spist af Kundskabens Træ. Man ved ikke, at der er noget, der hedder godt og ondt, men i det øjeblik, man gør det, og det sker jo så i puberteten, kommer der forvirring mellem det, man gerne vil for sig selv, og det man gerne vil for andre.

1960erne: Det var en mærkelig mellemperiode; for på trods af de store konflikter mellem Øst og Vest, og atomtruslen, som selvfølgelig også var der, så herskede der alligevel en eller anden form for stilstand. 68erne var ikke kommet endnu, men som jeg lige akkurat antyder i slutningen af 'Kærestesorger' med 'Twist and Shout', begynder en opløsning og et opgør med stilstanden, om man så må sige.

Karrieren: Min karriere er blevet til i en forvirring af, at jeg kun har et liv, for jeg ville gerne både være kirurg og lave film, hvilket har skabt denne zigzaggang mellem filmverdenen og lægegerningen. Havde jeg haft to liv, var jeg blevet læge i det næste.

Kærestesorger: Essensen i 'Kærestesorger' er, at man først er rigtigt forelsket, når man er ulykkeligt forelsket. Det er selvfølgelig en umoden holdning, men så er spørgsmålet jo så, hvor længe vi bliver ved med at være umodne.

 

Læs den udvidede version i Kino.dk-magasinet.

Af Daniel Bentien