Per Fly er tilbage!

Den danske instruktørs næste filmprojekt netop offentliggjort.
Billede
Nu hvor klasse-trilogien (’Bænken’, ’Arven’ og ’Drabet’) er et lukket kapitel, kan dansk films succesmand bevæge sig videre mod næste film.

Titlen bliver ’Kvinden der drømte om en mand’, og skal handle om en kvinde, der på trods af det fuldendte liv, ikke føler sig tilfreds.

Drømmen om en fremmed
Når hun lukker øjnene ser hun en ukendt mand for sig, og tanken om ham hjemsøger hende. På en tur til Paris møder hun så pludseligt denne mystiske fremmede, og efter en kort affære ændrer hendes tilværelse sig radikalt. Dog ikke til det bedre.

Man kan ikke undgå at tænke på handlingen fra Krzysztof Kieslowski’s 'Veronicas to liv' fra 1991, men manuskriptet er en original produktion skabt i samarbejde mellem Per Fly og Dorte W. Høeg.

Sonja Richter skal spille hovedkarakteren, Zentropa producerer, og der er forventet premiere i start 2010.