Skuffende weekend for Leonardo DiCaprio

Kino.dk kigger nærmere på de nyeste og mest populære film i USA.
Billede
Kombinationen af Leonardo DiCaprio, Russell Crowe og Ridley Scott var ikke nok til at få folk i biografen.

Body of Lies måtte nøjes med en 3. plads på listen over weekendens mest sete film, der på trods af habile anmeldelser kun solgte billetter for $13,2 millioner.

Det er $4 millioner færre end den lignende 'The Kingdom' fra i fjor, og med et budget på $70 millioner er et langt liv i biografen nødvendigt. Til sammenligning åbnede 'American Gangster' - Ridley Scotts forrige film med Russell Crowe - med $43,6 millioner.

Weekendens mest sete film blev i stedet Beverly Hills Chihuahua for anden uge i træk. Talende dyr sælger altså bedre end film om terrorisme, der har det svært i USA, hvor hverken 'The Kingdom', 'Rendition' eller 'Syriana' var succeser.

2. pladsen gik til gyseren Quarantine, der med et budget på $12 millioner overraskede positivt ved at indtjene $14,2 millioner på bare tre dage. Filmen har dansk premiere den 5. december.

Listens tredje nyhed finder man på 6. pladsen. Dramaet The Express, med Dennis Quaid som fodboldtræner, åbnede med overkommelige $4,7 millioner, og filmen er ikke planlagt til premiere herhjemme.

Keira Knightley sneg sig op på 9. pladsen med The Duchess, og sidste nyhed på listen er City of Ember

Eventyrfilmen levede ikke op til forventninger, og med en åbningsweekend på bare $3,2 millioner er man langt fra filmens omkostninger på $38 millioner. 'City of Ember' med bl.a. Bill Murray og Tim Robbins bliver ikke at se i de danske biografer.

Top 10 USA, 10.-12. oktober

1. Beverly Hills Chihuahua - total $52,5 millioner

2. Quarantine - total 14, 2 millioner

3. Body of Lies - total 13,2 millioner

4. Eagle Eye - total 70,5 millioner

5. Nick and Norah's Infinite Playlist - total 20,8 millioner

6. The Express - total $4,7 millioner

7. Nights in Rodanthe - total $32,4 millioner

8. Appaloosa - total $10,9 millioner

9. The Duchess - total $5,6 millioner

10. City of Ember - total $3,2 millioner