'Max Payne' skyder sig ind på 1. pladsen

Kino.dk ser nærmere på de nyeste og mest populære film i USA.
Billede
I weekenden fejede Mark Wahlberg alle konkurrenter af banen og satte sig solidt på 1. pladsen med Max Payne.

Actionfilmen solgte billetter for $18 millioner, og ’Max Payne’ præsterede dermed et bedre resultat end de kollegiale ’Hitman’ ($13,2 millioner) og ’Doom’ ($15,5 millioner), der også byggede på populære og voldelige computerspil.

’Max Payne’ har dansk premiere på fredag, som udover Mark Wahlberg også har den aktuelle Bond-babe Olga Kurylenko på rollelisten.

Den talende Chihuahua nægter at dø, og Beverly Hills Chihuahua indtog weekendens 2. plads med $11,2 millioner. Disney-produktionen kan ende med en omsætning på $100 millioner i USA alene, og familiefilmen har dansk premiere 1. juledag.

The Secret Life of Bees åbnede med $11 millioner, hvilket var en overraskende flot start for dramaet, der røg direkte ind på en 3. plads. Filmen har dansk premiere den 17. april og er baseret på Sue Monk Kidds roman ’Biernes hemmelige liv’ fra 2002.


4. pladsen gik til Josh Brolin i rollen som George W. Bush. Oliver Stones W. omsatte for $10,6 millioner og skabte ikke den forventede debat. Filmen går i stedet et stille liv i de amerikanske biografer i møde. 47% af publikum var over 40 år og ’W.’ kan ses herhjemme fra den 5. december.

Weekendens sidste nyhed blev teenage-komedien Sex Drive. $3,6 millioner rakte til en 9. plads, der umiddelbart må siges at være et skuffende resultat for historien om tre teenageres road-trip gennem USA. ’Sex Drive’ har dansk premiere den 25. december.

Top 10 USA, 17.-19. oktober

1. Max Payne - total $18 millioner

2. Beverly Hills Chihuahua - total $69,1 millioner

3. The Secret Lives of Bees - total $11 millioner

4. W. - total $10,6 millioner

5. Eagle Eye - total $81,3 millioner

6. Body of Lies - total $24,5 millioner

7. Quarantine - total $24,7 millioner

8. Nick and Norah's Infinite Playlist - total $26,7 millioner

9. Sex Drive - total $3,6 millioner

10. Nights in Rodanthe - total $36,9 millioner