Leonardo i endnu en asiatisk genindspilning

DiCaprio skal spille hovedrollen i den amerikanske version af ’The Chaser’
Billede

Martin Scorsese’s Hong Kong genindspilning ’The Departed’ (2006) var en kæmpe succes for instruktøren, der vandt sin første Oscar, men også for hovedrolle-indehaveren Leonardo DiCaprio, der fik manifesteret et nyt brand som ”Hollywoods tough guy”.

Nu vender DiCaprio tilbage til den succesfulde formel med endnu en amerikanisering af en asiatisk succes, der endda skal skrives (og muligvis instrueres) af ’The Departed’-manuskriptforfatteren William Monahan.

Samarbejdet mellem DiCaprio og Monahan markerer tredje gang, da DiCaprio snart er aktuel i Monahan’s ’Body of Lies’ instrueret af Ridley Scott.

Den udvalgte film er den koreanske ’Chugyeogja’ (’The Chaser’) instrueret af Hong-jin Na. Filmen har først lige haft premiere, men har allerede vundet flere internationale priser.

Baseret på virkelige hændelser, fortæller ’The Chaser’ om en tidligere betjent, der nu arbejder som alfons. Da flere af hans ”ansatte” piger pludseligt forsvinder uden at betale, bruger han sine detektiv-evner, og opdager, at samtlige kvinder var blevet kontaktet af den samme kunde før de forsvandt.

Filmen forventes at gå i produktion i 2010, men kan man ikke vente så længe, kan man få en forsmag ved at se den originale trailer her.

Knib øjnene sammen og forestil dig DiCaprios hoved på skuldrene af antihelten – God fornøjelse!