Coen-brødrene hitter i USA

Kino.dk kigger nærmere på de mest populære film i de amerikanske biografer.
Billede

En film i USA indtjener ca. ¼ af sin samlede omsætning i premiereweekenden.

Det afgøres derfor på tre dage om en film bliver et hit, et flop eller den bløde mellemvare blandt det store udbud af nye film hver weekend. Og premiereweekenden kan også afgøre en films skæbne herhjemme.

Vi får fx ikke Meet Dave at se i de danske biografer, da premiereweekenden kun resulterede i en 7. plads på Top 10 listen.. Filmen indspillede i alt $11 millioner i USA - budgettet var på $60 millioner…

Denne weekend så det lysere ud, og Coen-brødrene indtog 1. pladsen med Burn After Reading, der har George Clooney, Brad Pitt og Frances McDormand på rollelisten. Det er brødrenes første topplacering nogensinde, og det lover godt for krimikomediens fremtid. Succesen skyldes uden tvivl deres No Country for Old Men, som tidligere på året vandt fire Oscars.

The Family That Preys indtog 2. pladsen, men trods succesen kommer filmen ikke til Danmark. Det ville i så fald være første gang, en film af den produktive Tyler Perry dukker op herhjemme.

Perrys film som fx Madea's Family Reunion og Meet the Browns er alle mere eller mindre alvorlige komedier, der udelukkende henvender sig til et afroamerikansk publikum. Dette var også tilfældet for 82 % af publikum til ’The Family That Preys’.

Al Pacino og Robert De Niro skød sig ind på 3. pladsen med den hårdkogte politifilm Righteous Kill, der solgte billetter for $16,5 millioner. Et betydeligt højere tal end forventet. På trods af de store navne har Pacino og De Niro nemlig svært ved at tiltrække publikum under 25 år.

Ugens fjerde og sidste nyhed på Top 10 listen er The Women. En imponerende rolleliste med navne som Meg Ryan, Annette Bening, Eva Mendes, Debra Messing, Jada Pinkett Smith, Bette Midler og selveste Prinsesse Leia (Carrie Fisher) var dog ikke nok til at interessere filmens målgruppe på kvinder over 25 år.

'The Women’ får på den baggrund næppe premiere herhjemme.

Top 10 USA, 12.-14. september:

1. Burn After Reading (2008) weekend: 19.4M total: $19.4M

2. The Family That Preys (2008) weekend:$18M total: $18M

3. Righteous Kill (2008) weekend: $16.5M total: $16.5M

4. The Women (2008/I) weekend: $10.1M total: $10.1M

5. The House Bunny (2008) weekend: $4.3M total: $42.2M

6. Tropic Thunder (2008) weekend: $4.18M total: $103M

7. The Dark Knight (2008) weekend: $4.01M total: $518M

8. Bangkok Dangerous (2008) weekend: $2.4M total: $12.5M

9. Traitor (2008) weekend: $2.13M total: $20.7M

10. Death Race (2008) weekend: $2.02M total: $33.2M