Amerikansk remake af 'De Fortabte sjæles ø'

Nikolaj Arcel instruerer selv den nye udgave for Universal.
Billede

Nikolaj Arcel skal ifølge Variety instruere ’Island of Lost Souls’ for Universal Pictures, en amerikansk genindspilning af sidste års ’De Fortabte sjæles ø’.

Zentropa har solgt rettighederne til Strike Entertainment, som i de senere år har produceret ’Children of Men’ og remaket af ’Dawn of the Dead’, og den forholdsvist ukendte Jennifer O’Kieffe går snart i gang med manuskriptarbejdet.

Det er endnu ikke offentliggjort, om Ghost Digital Production House også skal levere effekterne til den nye udgave, men de danske effektmagere er tidligere blevet hyret til så store Hollywood-produktioner som ’Harry Potter and the Order of the Pheonix’ (2007), ’Stardust’ (2007) og i år ’Hellboy II: The Golden Army’.

Filmen bliver en kæmpe chance for Arcel, der tidligere har instrueret ’Kongekabale’ (2004) og desuden har skrevet sidste års ’Cecilie’ og ’Fighter’ samt den kommende ’Rejsen til Saturn’.

Hvis 'Island of Lost Souls' bliver vellykket, så vil den danske instruktørs Spielberg-inspirerede eventyr i disse tider, hvor fantasy-genren er overordenlig populær, have gode chancer for at blive en stor international succes.

af Kasper Løvborg