Seth Rogen om sine nye projekter

Rogen siger nej til 'Superbad 2', men han vil gerne lave en fortsættelse til 'The Pineapple Express'.
Billede

Seth Rogen har fortalt Moviehole, at studiet har plaget ham om en fortsættelse til ’Superbad’, men han og Evan Goldberg, hans samarbejdspartner på manuskriptsiden, har meldt ud, at de ikke er interesserede.

Det er dog ikke fordi, at de er imod fortsættelser. Deres kommende komedie, ’Pineapple Express’, vil de hellere end gerne skrive en opfølger til, siger Rogen.

’Pineapple Express’ er instrueret af David Gordon Green; et interessant valg, idet han tidligere udelukkende har lavet forholdsvist små dramaer. Det skal derfor blive spændende at se ham tage springet fra halvukendt wunderkind til instruktør på en stor Hollywood-komedie.

Men på mange måder giver valget mening. Skal man fremhæve én fællesnævner i den nye bølge af komedier, andet end at de er produceret af Judd Apatow, så er det jo netop at deres grænseafprøvende komik spædes op med et snert af menneskeligt drama.

Apatows næste film som instruktør, ’Funny People’, skulle faktisk, på trods af at den handler om standupkomikere, nedtone komedien til fordel for mere seriøst drama om kærlighedsforhold. Filmen har tiltrukket en imponerende cast, der udover Seth Rogen tæller både Jonah Hill og Adam Sandler samt Eric Bana og Jason Schwartzman.

Ét kendetegn bibeholdes dog, nemlig det temmelig beskidte sprog, som også gennemsyrede Rogens egen ’Superbad’. ’Funny People’ skulle eftersigende være yderst sjofel, og det kunne tyde på, at hvor senhalvfemserkomedierne forsøgte at være så frastødende som muligt, så er det nu grov sprogbrug, der konkurreres i.

Kevin Smith plejer at være god for sin del af bandeord, og hans næste projekt, ’Zack and Miri Make a Porno’, har ganske oplagt Seth Rogen i hovedrollen, og Rogen beskriver da også Smith og hans vekslen mellem grove gags og patos som forbilleder.

Ved siden af alle komedierne har Rogen også fundet tid til at skrive et manuskript til ’The Green Hornet’, også denne gang sammen med Goldberg.

’Pineapple Express’ får premiere i de amerikanske biografer om en måned og herhjemme den 31. oktober.

Til dem som ikke kan vente, så kan man stifte bekendtskab med Seth Rogen og James Francos karakterer her, hvor man kan spille dem som figurer i et 'Donkey Kong'-lignende arkadespil.

af Kasper Løvborg

 Copyright: Buena Vista