Batman er blevet mere barsk

Den nye Batman-film, The Dark Knight, er mere voldelig end sin forgænger.
Billede
Efterfølgeren til ’Batman Begins’ ligner ud fra de mange trailers en mørk affære, og medierådet har netop givet ’The Dark Knight’ censuren 15 år.

Begrundelsen er bl.a. et voldsomt tempo, en dramatisk lydside, samt detaljerede overfald og drab.

Til sammenligning fik ’Batman Begins’ censuren 11 år – det samme som Tim Burtons ’Batman’ fra 1989, ’Batman Forever’ fra 1995 og ’Batman & Robin’ fra 1997.

Det bringer ’The Dark Knight’ i censur-selskab med den mareridtsagtige ’Batman Returns’ fra 1992 der, if. redaktionen på kino.dk, var en særdeles vellykket Batman-film.

Hermed kan vi med garanti udelukke udtryk som Pow!, Smack! og Wham! i ’The Dark Knight’ og se frem til en superheltefilm, der tager sig selv og sit forlag seriøst.