Rosemary’s Baby genopstår

Polanski klassiker genindspilles.
Billede
De fleste filmselskaber synes det er en god ide, at genindspille 20-30 år gamle horror-hits som fx 'The Fog', 'The Amityville Horror', 'The Hills Have Eyes' og den kommende 'Prom Night'.

Noget tyder dog på, man har kendt sin begrænsning og holdt sig fra at genindspille deciderede gyserklassikere som 'The Shining', 'The Exorcist' og 'Rosemary’s Baby' – indtil nu.

Platinum Dunes har nemlig besluttet at give sidstnævnte en overhaling, hvilket betyder, at vi måske får Roman Polanskis klassiker fra 1968 at se i en poleret udgave med flere chok, flere teenagere og måske også færre gode gys. (Og har man ikke set originalen, bør man gøre det hurtigst muligt)

Tiden vil naturligvis vise, om en opdatering af filmen overrasker og alligevel giver god mening.

Indtil da kan man med frygt eller glæde vente på genindspilninger af klassikerne 'The Thing' (1982) og Hitchcocks 'The Birds' (1963), der begge er under udvikling.