20 år senere: Meryl Streep er stadig knivskarp som modeikonet Miranda Priestly i ny trailer

Det er 20 år siden, vi første gang trådte ind i den benhårde verden hos modemagasinet Runway og her mødte den knivskarpe Miranda Priestly og hendes hårdtprøvede journalistspire Andrea Sachs i The Devil Wears Prada.
Nu er den spritnye trailer landet til The Devil Wears Prada 2. Den kan du se nederst i artiklen.
Anne Hathaway er i fortsættelsen tilbage som Andrea Sachs, som denne gang har markant mere selvtillid og nu som feature-redaktør hos Runway. Meryl Streep spiller igen modeikonet Miranda, som stadig er både yderst velklædt og herligt spydig.
Hvor den første film handlede om at overleve i modebranchens nådesløse hierarki, lægger fortsættelsen op til et decideret brancheopgør. Miranda kæmper nemlig for at holde sit klassiske modemagasin relevant i et stadigt mere konkurrencepræget medielandskab.
På den anden side af bordet sidder Mirandas tidligere assistent Emily Charlton, der atter portrætteres af Emily Blunt. Hun er nu en magtfuld executive i en luksuskoncern med adgang til afgørende budgetter: Nemlig de penge, som Runway desperat har brug for.
Den nye trailer lover desuden også et gensyn med Stanley Tucci som Nigel. Han bliver flankeret af nye karakterer spillet af Kenneth Branagh, Sydney Sweeney, Lucy Liu, Justin Theroux, B.J. Novak og Pauline Chalamet - plus en cameo af Lady Gaga!
Til gengæld er Adrian Grenier - Andreas kæreste Nate i den første film - ikke med i fortsættelsen. Bag kameraet finder man dog igen instruktøren David Frankel, mens manuskriptet atter er skrevet af Aline Brosh McKenna.
'The Devil Wears Prada 2' har biografpremiere den 1. maj 2026.








