20 år efter Simpsons-filmen kommer efterfølgeren: Premieredatoen er afsløret
The Simpsons er ikke bare sitcom tv-serien, som har kørt længst tid på amerikansk fjernsyn. Den er et kulturelt fænomen, der har sat sit aftryk i sproget (fx er "d’oh" et godkendt ord i den engelske Oxford-ordbog) og populærkulturen.
Serien blev tilmed krydret med en enkelt spillefilm med titlen The Simpsons Movie. Det er 18 år siden nu, og det er nok de færreste, der havde regnet med, at der skulle komme en efterfølger.
The Simpsons Movie 2 har allerede været på tale, men nu er der sat en premieredato, der lyder på den 23. juli 2027. Det afslører 20th Century Studios på Instagram.
Se teaser-plakaten nederst i artiklen.
Plottet er endnu ukendt, men mon ikke at vi igen møder familien Simpson bestående af far Homer, mor Marge, storebror Bart, mellemste søster Lisa og lillesøster Maggie? Hvem af de utallige sidekarakterer, som kommer til at spille en rolle, må vi vente et par år med at finde ud af.
Efterfølgeren udkommer således 20 år efter originalen, der ramte biograferne i 2007. Filmen indspillede 536 mio. dollars på verdensplan ud fra et budget på 75 mio. dollars og kan derfor ses som en anstændig succes. Derfor kan det måske undre, at skaberen Matt Groening og Co. ikke fulgte den op med en efterfølger tidligere.
Med et spænd på 20 år bliver det interessant at se, om 'The Simpsons' stadig kan lokke publikum i biografen. Serien kører dog stadig derudaf og blev tilbage i april forlænget med fire sæsoner med 15 episoder i hver.
Serien startede i 1989 og har ramt 791 afsnit. Selvom mange anser 1990'erne for at være seriens gyldne æra, har den gennem årene modtaget et hav af priser, deriblandt 37 Emmyer, 34 Annie-priser og to Peabody Awards.
Time Magazine kårede i øvrigt 'The Simpsons' til den bedste tv-serie i det 20. århundrede.
'The Simpsons Movie 2' får biografpremiere den 23. juli 2027, formentlig dagen før i Danmark.
Se teaser-plakaten herunder:









