12 film vi glæder os EKSTRA meget til i 2024

Redaktionen udvælger
Joker 2: Folie à Deux
(© Warner Bros. / Joker 2: Folie à Deux)

Vi er klar til at skyde filmåret 2024 igang! 

I den anledning har vi lavet en række store guides til, hvad der venter af både gys, action, science fiction, fantasy, animationsfilm og danske film det kommende år. Find det samlede overblik for 2024 her.

Udvalget er stort og fyldt med meget spændende titler. Vi har alligevel givet os den svære opgave at udvælge de film, vi glæder os EKSTRA meget til i 2024.

Redaktionens fire faste skribenter har hver fået lov til at vælge 3 titler - og det eneste krav er, at filmen skal have en dansk biografpremiere i 2024. 

Vores liste er samlet her i artiklen. Du kan også lytte til os gennemgå den i fællesskab i vores podcast. Lyt med herunder - eller find os på din foretrukne podcast-app (søg blot på "kino.dk filmpodcast"):

'Hammerskjöld'
(© 'Hammerskjöld' / Nordisk Film)

Daniel Bentien (chefredaktør):

Hammarskjöld (18. april)

Vi starter i det skandinaviske med, hvad der ligner en vindende svensk-dansk kombination af Mikael Persbrandt og Per Fly. 

Skuespilleren, der tog kegler som hovedrollen i Susanne Biers Oscar-vindende ’Hævnen’ i 2010, er en af broderlandets dygtigste, og Per Fly har en flot sans for at skildre menneskeskæbner, både virkelige (Monica Zetterlund) og opfundne (Klasse-trilogien).

’Hammarskjöld’ er, som titlen antyder, en biografisk skildring af Dag Hammarskjöld, der var FN’s generalsekretær i 1961 og vitterligt en superstar på de politiske gulve. Men med magt kommer også fjender, og en sag om våbenhvile i Congo udvikler sig fatalt.


Joker 2: Folie à Deux (3. oktober)

’Joker’ fra 2019 markerede endnu en fremragende version af Batmans ærkefjende, Joker, på det hvide lærred, denne gang i skikkelse af Joaquin Phoenix. 

Denne fortolkning, instrueret af The Hangover-skaberen Todd Philips, havde en forfejlet komiker i Arthur Fleck som protagonist, mens Gotham City tog sig ud som New York i 1970'erne a la 'Taxi Driver'.

Efterfølgeren forsøger umiddelbart ikke at gå i etterens direkte spor, men beskrives som en musical, og med Lady Gaga i rollen som Jokerens kæreste, Harley Quinn, kan det kun blive interessant at se, hvordan de fortsætter historien.


The Lord of the Rings: The War of the Rohirrim (12. december)


I 2024 kan magien fra Tolkien opleves igen, dog ikke fra Peter Jacksons hånd, men med hans tydelig præg på det, vi har set indtil videre. 

Historien finder sted 261 år før begivenhederne i ’Ringenes Herre: De to tårne’, hvor man første gang stifter bekendtskab med Rohans rytterfolk og deres fæstning Helm’s Deep. 

I 'War of the Rohirrim' følger man fæstningens skaber, Kong Helm Hammerhand, der må forsvare sit folk mod en invasion fra de vilde Dunlendings. Kenji Kamiyama er instruktør på filmen, og som navnet antyder, er der tale om en japansk anime med Middle-earth som omdrejningspunkt. 

Vi glæder os over, at Tolkiens værker kan fortolkes på alle mulige måder, visuelt og narrativt, og at vi endelig kan se forfatterens univers på det store lærred igennem efter den undervældende Prime-serie 'Magtringene'.

'John Wick 3'
(© 'John Wick 3' / Lionsgate)

Daniel Hartvig (nyhedsredaktør)

Balleria (6. juni)

John Wick 4 var en af de bedste, hvis ikke den bedste actionfilm i 2023, hvis man spørger mig. Og jeg synes, at man film efter film faktisk højner niveauet i den actionserie. Derfor bliver det interessant, når universet udvides med en spinoff-film. ’Ballerina’, som følger den unge lejemorder Rooney, der skal hævne sin familie.

Rent kronologisk er filmen sat mellem 'John Wick 3' og 4, og Keanu Reeves vil optræde i en mindre rolle. Og filmen vil relatere sig til forbrydersyndikatet Ruska Roma og karakteren The Director, som vi mødte i 'John Wick 3'.

Hovedrollen er Ana de Armas, som stjal alle actionscener, som hun var en del af i Bond-filmen ’No time to die’. Så en hel film med hende som en kvindelig pendant til John Wick. I’m all in.

Twisters (18. juli)

I første omgang skulle det egentligt have været et remake af katastrofefilms-klassikeren 'Twister' fra 1996, der handler om en kæmpe tornado. Men filmen har nu skiftet karakter og fået titlen 'Twisters' - og er formentlig nu en form for fortsættelse, eller en såkaldt legacy sequel. De har selv kaldt det ”et nyt kapitel”.

Udover at jeg personligt er en sucker for den originale 'Twister', som bare emmer af det bedste fra 90’erne – herunder flyvende køer – så er jeg faktisk også ret interesseret i holdet både foran og bag kameraet på den nye blockbuster.

Nogle af tidens mest talentfulde skuespillere er i front med Daisy Edgar-Jones, som man vil kende fra 'Normal People', 'Fresh' og 'Hvor flodkrebsene synger'. Det her bliver hendes første forsøg som leading lady i en stor Hollywood-film. Hun får selskab af Glen Powell fra bl.a. 'Top Gun: Maverick' og 'Anyone but You' samt Anthony Ramos fra bl.a. den berømte musical 'Hamilton'.

Bag kameraet finder vi Lee Isaac Chung – manden bag det stilfærdige Oscar-nominerede familiedrama 'Minari', som altså nu kaster sig ud i en stormfuld 200 millioner dollars dyr Hollywood-film med bl.a. rutinerede Frank Marshall som producer. Manuskriptet er i øvrigt forfattet af Mark L. Lester – manden bag bl.a. 'The Revenant'.

De lydløse (31. oktober)

Det største røveri nogensinde på dansk jord bliver skildret i 'De lydløse'. 

Den foregår i 2008, hvor 25 mand fra hele Europa går sammen om at begå det her spektakulære kup – hvoraf de slipper afsted med 70 millioner kroner. I dag er kun en mindre del af beløbet faktisk fundet.

Det er Frederik Louis Hviid, der var den ene halvdel af makkerparret bag 'Shorta', der beviste, at dansk film sagtens kunne lege med actiongenren og opnå et stærkt resultat. I 'De lydløse' forventer jeg, at der bliver skruet godt op for action- og thriller-delen. Er det mon Olsen-banden, der møder 'Heat'?

Gustav Dyekjær Giese og Amanda Collin udgør de to danske hovedroller, mens den franske stjerne Reda Kateb fra bl.a. 'Profeten' og 'Zero Dark Thirty', har fået en betydelig rolle i den danske film også.

Challengers
(© Warner Bros.)

Christine Dyrskjøt Elmstrøm (redaktør)

Dune: del 2 (28. februar)

Da vi lavede vores liste for mest ventede film i 2023, havde jeg også denne her film med – som så desværre blev rykket til 2024. Men jeg glæder mig simpelthen stadig så meget, at jeg bliver nødt til at tage 'Dune 2' med igen.

Jeg var kæmpe fan af etteren, og jeg har lige så høje forventninger til opfølgeren. Begge film er baseret på Frank Herberts mesterlige roman fra 1965, som handler om hertugsønnen Paul Atreides, der må kæmpe for overlevelse på ørkenplaneten Arrakis. Og som det viste sig i den første film, så får Paul gavn af de overnaturlige evner, han har lært fra sin mor.

Denis Villeneuve er en af mine yndlingsinstruktører, så lige meget hvad han kom ud med, ville det sikkert ende på en liste over mine mest ventede film. Men med 'Dune 2' er der endnu højere forventninger på grund univers opbygningen i den første film, hvor Villeneuve formåede at skabe nogle helt enestående billeder på den her ørkenplanet.

Og så er der selvfølgelig rollelisten. Jeg er kæmpe fan af Zendaya! Hun fik ikke særlig meget skærmtid i den første, så jeg glæder mig virkelig til at se mere af hende denne gang. Derudover har vi selvfølgelig Timothée Chalamet, Rebecca Ferguson, Javier Bardem og Stellan Skarsgård, mens rollelisten udvides med bl.a. Florence Pugh og Austin Butler. 

Past Lives (21. marts)

Jeg har faktisk set denne her film. Men 'Past Lives' slog mig fuldstændig omkuld, så jeg synes, den fortjener at være med på denne her liste. Og så glæder jeg mig virkelig til at se den igen, når den får sin danske biografpremiere.

Jeg så 'Past Lives', da jeg var på Berlin Filmfestivalen tilbage i februar, hvor jeg intet rigtig vidste om den. Jeg havde mærket lidt hype, så det blev en af de mange titler, som jeg blindt gik ind for at se. Og det endte med at være den største biografoplevelse, jeg tog med hjem fra festivalen.

Filmen handler om Nora, der emigrerer fra Sydkorea til Canada som barn. Her efterlader hun sin bedste ven, og de to mister kontakten. Men tyve år senere genoptager de så kontakten, og en stor del af filmen følger deres genforening i New York, hvor Nora nu bor med sin amerikanske mand.

Jeg synes denne her film så smukt portrætterer de to parallelle liv, som Nora kunne have fået. Og generelt er filmen et indblik i de store valg, der former vores liv. Det kunne også meget vel blive en stor Oscar-kandidat.

Challengers (25. april)

Jeg kan ikke få nok af Zendaya. Og hun er aktuel med endnu en film i 2024, som jeg virkelig også ser frem til.

'Challengers' - det nyeste drama fra instruktør Luca Guadanino. En instruktør som har det med bare at lave virkelig smukke, intense og dragende film. Specielt 'Call Me By Your Name' og 'Bones and All' har jeg virkelig været fan af. Så når han kommer med en ny film, er jeg klar i biografsædet.

Filmen følger den unge tennisstjerne Tashi, der ender i en kærlighedstrekant med vennerne Art og Patrick, der også er tennisspillere. Tashi må dog lægge sin karriere på hylden efter en alvorlig skade, og hun ender år senere med at blive gift og være træner for Art – som nu er på stjernekurs. Men trekantsdramaet blusser op igen, da Art og Patrick snart skal være rivaler på tennisbanen.

Dream Scenario
(© Dream Scenario / Scanbox)

Bjarke Friis Kristensen (skribent)

Poor Things (18. januar)

Du ved aldrig, hvad du får, når græske Yorgos Lanthimos (The Favourite, The Killing of a Sacred Deer, The Lobster) står bag kameraet. Men én ting er sikkert: Det bliver vildt, absurd og unikt!

Jeg har elsket alt, hvad jeg har set fra hans hånd. Så det alene er med til, at det er en af de film, jeg glæder mig allermest til i 2024. 

'Poor Things' er en romantisk Frankenstein-fortælling med Emma Stone i hovedrollen som Bella Baxter. En ung kvinde, der vækkes til live af videnskabsmanden Dr. Godwin Baxter. 

Under hans beskyttelse begynder en ny verden at åbne sig for hende, som hun er ivrig efter at lære at kende.

Filmen er baseret på en roman af Alistair Grey fra 1992 og har et virkelig spændende cast med bl.a. også Willem Dafoe, Mark Ruffalo, Ramy Youssef, Jerrod Carmichael og Margaret Quelley.

Dream Scenario (8. februar)

Jeg er kæmpe fan af Nicolas Cage. Det uden ironisk distance. Han er karismatisk, alsidig og vild! Så med ham på plakaten, kan jeg kun glæde mig! 

Hertil kommer, at 'Dream Scanerio' er en absurd komedie, hvor Nicolas Cage igen kan bevise, at han også mesterer komikken.

Komedien handler om den helt almindelige mand Paul Matthews - spillet af Nicolas Cage - som pludselig opnår kendisstatus, da han begynder at dukke op i folks drømme og hans liv hermed ændres markant.

Det er et af de mest fremtrædende produktionsselskaber, nemlig A24, som lancerer filmen, der er skrevet og instrueret af den spændende norske filmmager Kristoffer Borgli, som fik opmærksomhed i bl.a. Cannes for sin absurde komedie 'Sick of Myself'.

På producersiden finder vi Ari Aster - manden bag nogle af de seneste års allerstørste biografoplevelser for midt vedkommende, nemlig Hereditary, Midsommar og Beau is Afraid.

Kort fortalt: A24, Nicolas Cage, Ari Aster og et sort-humoristisk fantasy-plot. Kan det blive meget bedre?

Mickey 17 (28. marts)

Bong Joon-Hos første film efter Oscar-sensationen Parasite bliver science fiction-filmen 'Mickey 17', der er baseret på en roman af Ed Ashton.

I hovedrollen ses Robert Pattinson som en såkaldt "expendable". Et menneske, der kan genbruges i skabelsen af en ny koloni. Men under skabelsen af en ny version bliver flere af de gamle minder intakte.

Bong Joon-Hoos filmografi taler for sig selv med førnævnte 'Parasite', men ikke mindst og seriemorderfilmen Memories of Murder. 

Rolleliste tæller desuden Toni Collette, Mark Ruffalo og Steven Yeon - udover førnævnte Pattinson. Jeg kan ikke andet end at glæde mig!