En af sidste års allerbedste film får åndelig opfølger - se den rørende trailer med Hugh Jackman

Rollelisten tæller også Laura Dern og Anthony Hopkins
Billede
(© SF Studios)

Anthony Hopkins modtog lidt uventet, men meget fortjent karrierens anden Oscar for sit hjerteskærende portræt i The Father, og nu følger han op med en rolle i samme instruktørs nye film, The Son.

Se traileren øverst.

Trods titlen er der ikke tale om en direkte efterfølger, men derimod en helt ny historie om en fraskilt familie. Hugh Jackman spiller Peter, som har fået et barn med en ny kvinde, og hvis liv bliver vendt på hovedet, da ekskonen Kate møder op med deres problemfyldte teenagesøn.

 

LÆS OGSÅ: En grædende russer, ingen noter og "bare et job": Mit usædvanlige møde med Anthony Hopkins

Laura Dern, som modtog en Oscar for sin præstation i Marriage Story, har rollen som Kate, mens Vanessa Kirby spiller Jackmans nye partner, Beth. Anthony Hopkins spiller Jackmans far.

Florian Zeller instruerer, og hvor det primært handlede om far-datter-forhold i 'The Father', er det ikke underligt de udfordrende far-søn-forhold, der kommer under lup denne gang.

'The Son' er igen baseret på Zellers eget teaterstykke og oversat til filmmanuskript af Christopher Hampton. Præcis som det var tilfældet med 'The Father', så det her er på mange måder en åndelig opfølger til en af sidste års absolut bedste film. Således endte The Father som nummer 2 på vores rangering af film fra 2021.

Filmen fik premiere på Venedig Filmfestival, og selvom anmeldelserne var blandede, kan man ikke andet end have forventninger til en film med et så flot skuespillerensemble og en dygtig mand bag kameraet.

The Son får premiere den 5. januar 2023.

(Kan du ikke se videoen herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)