Sofie Gråbøl om ny film: "Jeg ku' godt lægge rollen fra mig, men det kunne min krop ikke"

Interview med hovedrollerne fra 'Rose'
Billede
(© kino.dk)

(Kan du ikke se traileren herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)

Den nye danske film Rose skildrer en helt særlig bustur til Paris. Ombord er nemlig Inger med skizofreni, der er på rejse med sin søster Ellen og svogeren Vagn. Det bliver en tur for livet, ikke kun for de tre, men for alle passagererne - også dem, der ser skævt til den sindslidende kvinde.

I filmens to hovedroller ses Sofie Gråbøl og Lene Maria Christensen som hhv. Inger og Ellen, der begge er inspireret af instruktør Niels Arden Oplevs egne søstre. Vi har mødt de to skuespillere til en snak om 'Rose' og hele processen til at finde ind til deres karakterer.

Blev farvet af den virkelige person

De har bl.a. mødt Niels' familie, som filmens historie altså er baseret på, men selvom de har ladet sig inspireret, så er der forskel. Det fortæller Lene Maria Christensen:

- Vi har talt om det nogle gange, vi har jo taget meget inspiration, men stadigvæk er Ellen som jeg spiller jo ikke Kirsten, som hun er baseret på.

Sofie Gråbøl nød også godt af at møde sin karakters ophavskvinde:

- Maren-Elisabeth, som Inger er baseret på, er et fantastisk menneske at møde, hun er virkelig godt selskab. Jeg nød bare at være sammen med hende, og det var ikke noget med, at jeg skal spørge hende om det en eller andet, jeg var simpelthen bare sammen med hende nogle gange. Og tog farve på en eller anden måde. Jeg har bestemt lade mig inspirere af Ingers måde at tale på.

Balancen mellem humor og smerte

Men for Sofie Gråbøl blev Ellens sygdom ikke altafgørende i portrættet:

- Hun er en utrolig nuanceret karakter, og det er klart, at hendes sindslidelse er ligesom en vigtig brik i den person... Men som etikette siger den ikke særlig meget. Men det er klart en vigtig del af Inger, fordi hun ligesom har sin helt særlige måde at opleve virkeligheden på og filtrere virkeligheden på.

Det største arbejde for Sofie Gråbøl og Lene Marie Christensen har faktisk været at finde den rigtig balance i filmens blanding af humor og smerte:

- Det har været noget af det, som jeg har tænkt allermest over, den der balance. At Inger både kan være i scener, der har tyngde og som viser de barske vilkår, som hun lever med, men samtidig kan hun jo også være i nogle virkelig morsomme scener. Så det har ligesom været hovedprocessen for mig, forklarer Gråbøl.

"Skulle vi melde det?"

På trods af, at Sofie Gråbøl har påtaget sig dette filter, har rollen ikke været svær at ligge fra sig psykisk. Fysisk er det dog en anden snak. Inger har nemlig en særlig kropsholdning, som i den grad har voldet skuespilleren problemer:

- Det kan godt være, at jeg kan lægge rollen væk og gå hjem, men det kan min krop jo ikke. Så hold kæft, hvor var jeg til mange behandlinger med hold i nakken. Og de [behandlerne, red.] blev støvet op både i Frankrig og i Århus, alle steder vi filmede.

- Vi skulle rettes ud, vi har jo også siddet i en bus i rigtig, rigtig lang tid. Altså jeg fik jo en halv hoftedysplasi, som jeg stadig skal bearbejde. Skulle vi melde det?, siger Lene Maria Christensen med et blink i øjet.

Se hele video-interviewet øverst.

'Rose' kan ses i biografen nu.