Rasmus Bjergs overraskende afsløring om ny komedie: "Jeg havde elektrisk undertøj på"

Interview med holdet bag 'Vildmænd'
Rasmus Bjerg / Zaki Youssef
(© Nordisk Film)

(Kan du ikke se traileren herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)

Rasmus Bjerg er biografaktuel i denne uge med den nye danske komedie Vildmænd, hvor den folkekære skuespiller flygter fra hverdagen og tager på overlevelsestur i Norge.

 

 

Bevæbnet med bue og pil samt en pelsdragt af dimensioner forsøger Martin at befinde sig så langt fra civilisationen som muligt. Men alt ændrer sig, da hashsmugleren Musa dukker op, og de to må snart se sig jagtet af politi, forbrydere og Martins kone.

Den moderne mand bliver sat på spidsen i denne sorte komedie, hvor Bjerg danner et usædvanligt umage par med Marco effekten-skuespilleren Zaki Youssef i rollerne som hhv. Martin og Musa.

Vi mødte Rasmus Bjerg og instruktør Thomas Daneskov til en snak om den biografaktuelle komedie, der ikke har været nogen let omgang for hovedrolleindehaveren.

Bjerg skulle nemlig bære et kostume på 25 kg under optagelserne, mens forberedelserne bl.a. bød på træning i bue og pil.

- Da jeg sagde ja til projektet, var min eneste anke, at jeg aldrig har holdt en bue og en pil. Men det roede de bod på.

Læs også: 30 danske film du kan glæde dig til i 2022

- Thomas fik mig sat op med en af verdens bedste bueskyttere. Han er dansker. Og jeg var ude og øve mig med ham. 

- Da jeg dukkede op, så kastede han en dåse op i luften, og så gjorde han bare sådan der, så sad den lige i gennem. "Og det skal vi så have lært dig."

- Jeg tænkte, "Right..." Men efter to timer så havde jeg faktisk lært at kaste en dåse op og ramme den. Det var fantastisk.

Filmen er blevet optaget i Norge, og det har været en kold fornøjelse for meget af holdet. Rasmus Bjerg stod dog i en anden situation, da han kunne afsløre, at han som den eneste blev udstyret med elektrisk undertøj.

- Nu løfter jeg sløret: Jeg havde elektrisk undertøj på. Elektrisk undertøj, hvad er det? Det er varmeundertøj. Det er simpelthen undertøj med nogle dioder, noget strøm, som varmer.

- De andre havde bare almindeligt, langt undertøj på. De gik og frøs.

'Vildmænd' kan ses i biografen fra den 3. februar.