Første trailer: Jason Statham tæsker og skyder løs i ny storslået spionfilm

Mesterinstruktør står bag kameraet
Operation Fortune: Ruse de guerre med Jason Statham
(© SF Studios)

(Kan du ikke se traileren herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)

Instruktøren Guy Ritchie og actionstjernen Jason Statham vender tilbage efter deres vellykkede samarbejde på kupfilmen Wrath of Man og tidligere film som Snatch og Lock, Stock and Two Smoking Barrels.

Denne gang gælder det spionfilmen Operation Fortune: Ruse de guerre, der har vanlig komisk kant a la Guy Ritchie. Nu har filmen fået sin første hårdtslående trailer. Se den herover.

Udover Statham byder filmens rolleliste også på charmøren Hugh Grant, som arbejdede sammen med Ritchie på The Gentlemen samt Josh Hartnett, der også var at finde i netop 'Wrath of Man'. Endvidere er castet beriget med Cary Elwes og Aubrey Plaza.

'Operation Fortune: Ruse de guerre' handler om MI6-agenten Oron Fortune og hans hold, der rekrutterer en af Hollywoods største filmstjerner til at gå undercover på en mission.

Fortune har nemlig fundet ud af, at en ny dødsensfarlig våbenteknologi er kommet i de forkerte hænder, hvilket kan forskyde verdens magtforhold.

'Operation Fortune: Ruse de guerre' har biografpremiere den 20. januar.