Animationsfilm for hele familien lander i biografen inden vinterferien: Se traileren til 'Syng 2'

Sang og musik med søde dyr
Syng 2
(© Syng 2 (UIP))

(Kan du ikke se traileren herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)

Den optimistiske koalabjørn Buster Moon og resten af hans talentfulde venner er tilbage i en musikalsk opfølger til animationsfilmen Syng fra 2016.

Efterfølgeren Syng 2 skulle oprindeligt have haft premiere inden jul, men pga. biografernes nedlukning hedder datoen nu den 3. februar - lige i god tid til vinterferien.

Øverst kan du se traileren til den musikalske 2er, hvor U2-hittet 'I Still Haven't Found What I'm Looking For' får nyt og rørende liv med de syngende dyr.

I den nye film følger man således igen alle dyrene, der forbereder sig til et nyt og storslået show. Der er bare lige det problem, at de har noget svært ved at få overtalt den afsondrede rockstjerne Clay Calloway til at medvirke i deres koncert.

Instruktørduoen fra den første film er tilbage, mens skuespillere som Scarlett Johansson, Reese Witherspoon, Matthew McConaughey, Taron Egerton, Pharrell Williams og selveste Bono fra netop U2 lægger stemme til rockstjernen Clay i den originale version. Filmen kommer også til at kunne ses med danske stemmer.

'Syng 2' har biografpremiere den 3. februar.