Creepy trailer til ny blodig dæmon-gyser fra manden bag 'The Conjuring' og 'Insidious'

James Wans 'Malignant'
Billede
(© Warner Bros.)

Instruktør James Wan har været hovedarkitekten bag nogle af de største gysersuccesser i nyere tid med titler som SawInsidious og The Conjuring på CV'et.

Nu er filmskaberen snart klar med sit næste gys, Malignant. Den første trailer er landet, og det lover godt for os med hang til det uhyggelige.

'Malignant' handler om Madison, der får syner om en morders drab, mens de sker. Det ser ud til at føre tilbage til en mystisk eksistens, som Madison stiftede bekendtskab med som barn.

Drøm og virkelighed begynder at flyde sammen for Madison, mens mordene eskalerer. 

I hovedrollen ses Annabelle Wallis, der tidligere har medvirket i gyserfilmene Annabelle og The Mummy.

Traileren leder tankerne hen på den ikoniske slasherfilm A Nightmare on Elm Street og Wans egen dæmon-gyser 'Insidious', mens instruktøren selv har udtalt, at han bl.a. har ladet sig inspirere af de italienske Giallo-film, der som oftest indbefatter blodige mordmysterier.

Det er især spændende, at 'Malignant' er baseret på en ny og original historie fra Wan selv, mens manuskriptet er skrevet af Akela Cooper, der tidligere har forfattet bl.a. Hell Fest og den kommende The Nun 2.

'Malignant' får premiere den 9. september.