Trailer til Lille sommerfugl: Jesper Christensens skeletter vælter ud af skabet

Søren Kragh-Jacobsens nye film
Lille sommerfugl
(© Nordisk Film)

(Kan du ikke se videoen herover, så tryk på linket her og Tillad alle cookies)

Den store danske instruktør Søren Kragh-Jacobsen er på vej med sin første film i syv år. Det er den hjertevarme komedie Lille sommerfugl, som nu har fået en trailer.

Kragh-Jacobsen har allieret sig med et stjernecast ført an af Jesper Christensen og Karen-Lise Mynster i rollerne som ægteparret Ernst og Louise.

Den stædige svineavler og landmand Ernst er på vej ude i store vanskeligheder, og det hele kulminerer op til parrets guldbryllupsfest, hvor de har samlet familie og venner. Her pibler hemmeligerne og sandhederne frem, da først alkoholen sætter ind, og familien står over for deres hidtil største prøvelse.

'Lille Sommerfugl' udspiller sig i det lokale forsamlingshus, hvor sjove eksistenser og tre generationer danner baggrund for komedien, som både tager fat i tidslige emner og de store spørgsmål om kærlighed.

Udover de to hovedroller gemmer rolleslisten bl.a. på Mia Lyhne, Peder Thomas Pedersen, Finn Nielsen og Sarah Grünewald, mens Kragh-Jacobsen også har skrevet flere nye sange til lejligheden.

Den 73-årige filmskaber har tidligere stået bag ikoniske danske film som 'Gummi-Tarzan' (1981), Drengene fra Sankt Petri og dogme-filmen Mifunes sidste sang. Han debuterede i 1978 med Vil du se min smukke navle?, hvor Jesper Christensen også var med. 

Lille sommerfugl får premiere den 3. december.