Halloween Kills får massivt dødstal - her er den første teaser

Michael Myers rykker desuden premieredato
Billede
(© Universal Pictures)

De seneste dage har været omgivet af nyheder til den kommende gyser Halloween Kills - heldigvis flest gode, men også én dårlig.

Horrorikonet Michael Myers er nemlig tilbage - igen, igen - men filmen, der oprindeligt skulle have haft premiere til oktober i år, er blevet rykket til samme måned i 2021. Det sker som et resultat af COVID-19, som stadig hærger i USA.

Nyheden om den nye premieredato blev fulgt op af det første, korte kig på 'Halloween Kills', der fortsætter hvor Halloween fra 2018 slap. Faktisk kun få minutter efter den sidste films afslutning.

Teaseren giver os en indikation om, hvordan Michael Myers kan have overlevet Halloweens afslutning, og vi ser Jamie Lee Curtis bevise, hvorfor hun er filmbranchens bedste scream queen!

En slahserfilm gange 100
Den nye 'Halloween Kills' samler netop en række af den originale films personligheder igen. Herunder er Jamie Lee Curtis altså tilbage i rollen som Laurie Strode, mens den originale skaber John Carpenter fungerer som executive producer og komponist.

Begge har været ude og rose instruktør David Gordon Greens vision med franchisen, der forventes at blive en ny Halloween-trilogi, som afsluttes med den planlagte Halloween Ends.

Carpenter, der allerede har set det første cut af 'Halloween Kills', udtaler til Indiewire:

- Filmen er noget helt særligt. Den er sjov, intens og brutal, en slasher film gange hundrede, virkelig stort. Den er kæmpestor. Jeg har aldrig set noget lignende: Dødstallet.

Jamie Lee Curtis kalder 'Halloween Kills' et mesterværk på Twitter i forbindelse med, at hun ærgrer sig over udsættelsen, men lover, at det bliver ventetiden værd.

Halloween Kills forventes at få premiere den 14. oktober 2021.