Kom med ind i det hjemsøgte hus fra The Conjuring i 7 gysende døgn

Uhyggelig live-stream til hjemmekarantænen!
Billede
(© Warner Bros.)

I en hel uge vil The Dark Zone Network streame direkte fra det virkelige hus på Rhode Island, som gyserfilmen The Conjuring (Dansk titel: Nattens dæmoner) er inspireret af.

Fra den 9. til 16. maj vil man følge den nye familie Heinzen, der nu bor i huset, som er blevet udstyret med et utal af kameraer, der er tændt 24 timer i døgnet i de 7 dage.

I perioden vil de udføre paranormale undersøgelser, seancer og spille Ouija-brætspil, ligesom kendte personligheder fra det paranormale miljø også vil komme på besøg.

Det koster dog penge! Således kræver de 4.99 dollars for en 24-timers udsendelse, mens man kan betale 19.99 dollars for at se med hele ugen. En del af de penge vil dog blive doneret til Covid-relaterede velgørenhedsorganisationer. Et frit live-preview starter den 8. maj.

'The Conjuring' var baseret på de efter sigende virkelige hændelser, der skete for Perrons familien i 1970'erne i det hjemsøgte hus, der startede med ting, der bevægede sig og endte med dæmoniske besættelser og mystiske dødsfald.