Hvem er den mystiske skurk i Black Widow?

Ny trailer kaster lys over Scarlett Johanssons modstander
Billede
(© Walt Disney Pictures)

Marvels næste film i biografen er den længe ventede solofortælling om Black Widow. Nu er der kommet en sidste trailer til superheltefilmen.

Traileren fokuserer en del på filmens skurk, Taskmaster - en maskeret og farlig fjende, hvis skuespilleridentitet endnu er uvis. Screenrant forventer, at O-T Fagbenle har fået rollen, men Marvels hemmelighedskræmmeri får alligevel spekulationerne til at florere.

Er der i virkeligheden tale om en stor afsløring? Kan det være en skuespiller, som allerede har optrådt i universet, der vender tilbage? Eller måske en Hollywood-stjerne, der ikke tidligere har været med i en Marvel-film (ja, de findes endnu), og som ville give en ægte wow-oplevelse i biografen (vi kigger på dig, Leo).

Hvem er ham Taskmaster så? I tegneserien beskrives han som en tidligere S.H.I.E.L.D.-agent ved navn Tony Masters, der besidder evnen til at kopiere modstanderens kampstil og bruge den som sin egen. Dermed har han fx indlært Captain Americas evne til at kaste et skjold (som vi også ser i traileren), Hawkeyes færdigheder med bue og pil og flere andre heltes kampsportsevner.

Taskmaster er ikke ubetinget skurk, da han ofte holder sig udenfor heltene og skurkenes anliggender. Han er læremester for en række Marvel-karakterer på begge sider af loven, og det gør ham til en utilregnelig størrelse.

Uanset hvad er Taskmaster en formidabel modstander, der kommer til at give Black Widow kamp til stregen. Godt, at hun har sin egen lille spionfamilie ved sin side.

Superheltefilmen har Scarlett Johansson i titelrollen som Natasha Romanoff, Florence Pugh spiller hendes søster Yelena, Rachel Weisz er Melina og David Harbour spiller Alexei alias Red Guardian.

Black Widow har biografpremiere den 29. april.