Ny Løvernes konge-trailer: Bliver dette næste års store Oscar-vinder?

Simba er tilbage på kongesletten
Billede
(© Walt Disney Picture)

Den nye Løvernes konge-trailer er fyldt med storslåede billeder fra kongesletten, hvor alle de kendte og elskede figurer holder til. Selvom traileren ikke byder på meget nyt, er der lagt i ovnen til en overdådig rejse fyldt med fare og masser af eventyr.

Blandt de medvirkende er verdensstjernen Beyonce, der lægger stemme til hunløven Nala. Donald Glover er Simba og James Earl Jones er efter 25 år tilbage som den karismatiske Mufasa. Simbas onde onkel, Scar, bliver bragt til live af den Oscar-nominerede Chiwetel Ejiofor. I instruktørstolen sidder manden bag live-action udgaven af Disneys 'Junglebogen', Jon Favreau.

'Løvernes konge' er blot en af mange Disney-klassikere, der vender tilbage som live-action. I henholdsvis 2016 og 2017 udkom førnævnte 'Junglebogen' og 'Skønheden og udyret', og for et par uger siden kunne vi afsløre den nye trailer til Aladdin, der får premiere senere på året. Derudover kan en ny version af Dumbo ses i biograferne allerede fra d. 28. marts. 

Den originale Løvernes Konge fra 1994 er dog stadig en af Disneys mest elskede klassikere og fik over en million danskere i biografen da den havde premiere i 1994.

Løvernes konge får premiere den 17. juli.