Elle Fanning skal synge Aqua i Teen Spirit

Trailer til musikfilmen
Billede
(© SF Studios)

Elle Fanning indtager hovedrollen i musikfilmen Teen Spirit, hvor hun synger numre af alt fra Ariana Grande, Katy Perry og Robyn til Carly Rae Jepsen, Major Lazer og Whigfield.

Ja, selv vores egne Aqua står for tur i filmen, hvor hun underligt nok ikke skal synge Nirvanas legendariske nummer med titlen 'Smells Like Teen Spirit'.

'Teen Spirit' handler om den generte teenager Violet, der drømmer om at komme væk fra sin hjemby og knuste familieliv for at blive popstjerne. Hun vælger at deltage i en international sangkonkurrence, som vil udfordre og teste hendes talent og ambitioner.

Elle Fanning har bl.a. medvirket i Sofia Coppolas drama The Beguiled samt Nicolas Winding Refns mørke  The Neon Demon, mens rollelisten også byder på bl.a. dansk-kroatiske Zlatko Burić og Rebecca Hall.

Den spillefilms-debuterende instruktør Max Minghella har bl.a. medvirket i tv-serien 'The Handmaid's Tale' som skuespiller, og så er filmen produceret af folkene bag musicalen La La Land.

’Teen Spirit’ har dansk biografpremiere den 25. april.