Superman er ond i tophemmelig gyser-trailer

BrightBurn af manden bag Guardians of the Galaxy
Billede
(© UIP)

James Gunn, manden bag Guardians of the Galaxy , er tilbage - og med en gyser, der i den grad overrasker i sin første trailer!

Gunn har produceret filmen BrightBurn, der har været holdt helt hemmelig, men nu afslører sin originale gyser-præmis.

Filmen spørger: Hvad hvis myten om Superman viste sig at være starten på en grotesk gyser? 

Et ægtepar, der lever på en gård, ønsker sig brændende et barn. En nat landet en slags meteor med et spædbarn, som de opdrager som deres eget.

Barnet er selvfølgelig ikke som alle andre, men modsat den velkendte fortælling om Clark Kent, vokser dette barn op til at blive et form for morderisk monster... iført rød kappe og alt der hører til!

Elizabeth Banks spiller rollen som den godtroende mor, mens filmen er instrueret af David Yarovesky (The Hive), der har samarbejdet tæt sammen med James Gunn samt dennes bror og fætter, Brian og Mark Gunn.

Man må tage hatten af for denne vanvittigt kreative vinkel på en superhelte-film, der kunne ligne næste års svar på 10 Cloverfield Lane eller Split.

BrightBurn får dansk premiere den 23. maj.