Trailerpremiere: Rekonstruktion Utøya

En tragedie verden ikke må glemme
Billede
(© Camera Film)

Anders Breiviks massakre på øen, Utøya, der kostede 69 unge livet, er det mest brutale terrorangreb, der har fundet sted i Norge.

Handlingen har været genstand for massiv mediedækning, og nu er den tredje film på blot et år klar til at indtage biografernes mørke. Den første trailer kan eksklusivt ses foroven.

Rekonstruktion Utøya har en anderledes tilgang til emnet. Dokumentaren følger Rakel, Mohammed, Jenny og Torje, der overlevede angrebet. De fire unge mødes i et tomt filmstudie i Norge, hvor de skal rejse tilbage til den 22. juli 2011.

Årsagen er ikke kun en bearbejdning af den traumatiserende begivenhed, men også en måde at vise verden, hvad der skete, for at ingen skal glemme det.

De to andre film om Utøya med dansk biografpremiere har været Utøya 22. juli, der fulgte en fiktiv persons oplevelser under selve angrebet, og 22 July, der gik mere bredt til værks med en undersøgelse af både hændelsen og de omkringliggende, samfundsmæssige faktorer.

Rekonstruktion Utøya får premiere den 29. november.