Nicole Kidman er ukendelig i ny mørk og brutal thriller

Første trailer til Destroyer
Billede
(© Scanbox)

Nicole Kidman har fået stor ros for sin præstation i den kommende politi-thriller Destroyer, der er blevet vist på diverse festivaler. Nu kan vi så selv få syn for sagen med den første trailer.

Filmen følger LAPD-betjenten Erin Bell, der som ung gik undercover i bandemiljøet i den californiske ørken med store tragiske følger. Da banden mange år senere samles igen, må Bell finde tilbage og står ansigt til ansigt med den fortid som ødelagde hende.

Kidman er næsten ukendelig i den opslidende rolle som Erin Bell, der viser hendes gradvise nedbrydning og livets hårde konsekvenser med et gråt og magert ansigt.

Den første trailer til 'Destroyer' byder også på flere brutale scener, bl.a. en badass Kidman, der røver en bank. Samt nogle intense og tætte scener med medspilleren Sebastian Stan, der bedst er kendt som Bucky "The Winter Soldier" Barnes i Marvels superheltefilm.

Destroyer får dansk premiere den 31. januar 2019.