Zero Dark Thirty på hesteryg

Første trailer til 12 Strong med Chris Hemsworth
Billede
(© Nordisk Film)

Krigsdramaet 12 Strong, der tidligere var kendt som 'Horse Soldiers', har fået sin første trailer.

Filmen adskiller sig ved at have tre ting på plakaten.

For det første er Chris "Thor" Hemsworth i centrum som en CIA-agent, der direkte efter terrorangrebet på World Trade Center tager på en mission til Afghanistan for at bekæmpe Taliban.

Dernæst er det en debuterende dansker, nemlig fotojournalisten Nicolai Fuglsig, der har instrueret.

Sidst, men ikke mindst, krydres krigsfortællingen med det faktum, at de stærke soldater går i krig på god, gammeldags hesteryg og i selskab med lokalbefolkningen. 

Læs også: "Thor: Ragnarok er vildt sjov fra start til slut"

Jerry Bruckheimer, som bl.a. står bag Armageddon, har produceret, og filmen ser ud til at levere lige så meget patriotisk action som eftertænksomme reflektioner over krig.

Hemsworth er næste gang aktuel i den allerede anmelderroste Thor: Ragnarok, der får premiere i næste uge.

12 Strong får dansk premiere den 8. februar.