Gys der får dig til at låse døren
Se listen over vores 5 home invasion-anbefalinger i videoen herover.
I anledning af Darren Aronofskys Mother! med Jennifer Lawrence, ser vi nærmere på en af de mest uhyggelige subgenrer – home invasion-filmen.
Invaderingen af hjemmet – tryghedens arnested, hvor du burde føle dig sikker og veltilpas – er noget af det mest intimiderende, du kan opleve.
På film er dette forfærdelige scenarie blevet skildret så effektivt, at publikum efter slutteksterne forsvarligt barrikaderer hoveddøren og ryster ved enhver rumsteren.
Home invasion finder især sin uhyggelige magt i den realistiske meningsløshed. Præcis som den indledende scene i filmen The Strangers udtrykker det: ”Hvorfor os?” spørger Kristen, der sidder bundet til en stol, hvortil en af de maskerede ubudne gæster nøgternt svarer: ”Fordi I var hjemme”.
Svaret indkapsler rædslen. For hvis der ingen mening er med den tilfældige galskab, så kan det jo ske for både dig – og mig!
Et historisk overblik: Fra noir til ultravold
Subgenren tog sine spæde skridt i 1950’erne, hvor den private indtrængen blev brugt som udgangspunkt i en række film noir-værker, såsom Suddenly og The Desperate Hours, især i sidstnævnte med Humphrey Bogart som undsluppen fange, der tager en middelklassefamilie som gidsler i deres eget hjem. Filmen er med til at præsentere genkendelige træk fra genren som de tilbagevendende karaktertyper: den maskuline ægtemand og fader, den fromme mor, teenagerdatteren og den lille søn. Karaktertyper man kan se repræsenteret i nyere film som fx The Purge.
1970’ernes indtog af ultra violence-genren skabte for alvor grobund for home invasion-filmen, der har nogle af sine grummeste øjeblikke i A Clockwork Orange og Straw Dogs. Men allerede i 1967 snuppede Wait Until Dark med Audrey Hepburn som blind kvinde, der jages i sit eget hjem, en Oscar-nominering og satte dermed subgenren på landkortet.
Efter 70’er og 80’ernes mere langstrakte og sadistiske invasionspinsler som i Wes Cravens The Last House on the Left og Ruggero Deodatos House on the Edge of the Park, fik genren en tiltrængt metakritik med Micheal Hanekes Funny Games. Den noget nært ”perfekte” home invasion-fantasi, hvor den meningsløse vold dyrkes med en perverteret omhyggelighed, og samtidig prikker til den passive tilskuer, som glædeligt labber blodsudgydelserne i sig.
'Funny Games' fik bestemt ikke lagt genren i graven, tværtimod er home invasions popularitet kun vokset siden starten af 00’erne, hvor vi så subgenrens første blockbuster-forsøg i form af David Finchers Panic Room. Den er siden blevet efterfulgt af en lang række amerikanske og europæiske titler (se nogle af dem i videoen øverst), som har skræmt verdens filmfans fra vid og sans med den tilfældige meningsløshed.
Se vores 5 home invasion-anbefalinger i videoen foroven.