Harry Potter - Bedst til værst

Tilbage til Hogwarts!
Harry Potter and the Deathly Hallows - Part 2/Warner Bros.
(© Harry Potter and the Deathly Hallows - Part 2/Warner Bros.)

Harry Potter-universet genopstår med Fantastiske skabninger… og hvor de findes, som er første film i en ny serie skrevet af J.K. Rowling. 

I denne anledning har kino.dk’s redaktion set tilbage på de otte originale film og rangeret dem fra bedst til værst.

Hvad vi gjorde
Da vi har vidt forskellige meninger om Harry Potter-filmene, har vi stemt på demokratisk vis og taget gennemsnittet for at skabe den mest rimelige bedst-til-værst liste. Vores individuelle begrundelser kan læses under hver film.

Stem på din favorit og skriv din rangering i kommentarfeltet nedenfor.

Harry Potter and the Chamber of Secrets/Warner Bros.

Harry Potter and the Chamber of Secrets

Daniel Bentien: I min optik slap Chris Columbus ikke helt så godt af sted med sit andet forsøg i serien, der har samme svagheder som 'Philosopher's Stone' men mangler den nyskabelse, der ligger i at indføre publikum i et nyt filmeventyr.
 
Marie Bille: Indbegrebet af den svære to'er, der ikke står nær så stærkt som seriens første film, og endte med at bliver for useriøs og uengagerende. I bogen var Quidditch-kampene så spændende, men på film var de en kedsommelig oplevelse.
 
Selina Wilken: Jeg har måske lidt uretfærdigt placeret 'Chamber' lavt på min liste, fordi den stilistisk minder så meget om etteren (som er min favorit). Men Columbus gentog bare sig selv her, og det er ærgerligt, for bogen lægger faktisk op til en rigtig fed filmoplevelse. Men hey - der kommer jo nok et reboot engang!
 
Søren Søndergaard: Blodspor og gåder. Fans af Agatha Christie vil sandsynligvis sætte pris på den hygge, og ikke mindst omhyggelighed, som seriens andens film lægger for dagen. Resultatet er noget så sjældent som en familiefilm med et blodigt omdrejningspunkt.
 
Harry Potter and the Order of the Phoenix/Warner Bros.

Harry Potter and the Order of the Phoenix

Daniel Bentien: Bogens første 150 sider er de kedeligste, Rowling har skrevet, og selvom dele af dem er undladt, smitter det af på filmversionen. Personligt kan jeg kun fremhæve den imponerende troldmandsdyst i slutningen som virkelig eksemplarisk.
 
Marie Bille: David Yates beviste her sit værd til at overtage pladsen som instruktør med en god, solid Harry Potter-film. Dog kunne den godt strammes mere op, og er derfor ikke blandt de allerbedste.
 
Selina Wilken: Filmen hopper lidt for hurtigt gennem handlingen, og da 'Phoenix' er min yndlingsbog, ærgrer det mig virkelig. Men Nicholas Hoopers soundtrack er fantastisk.
 
Søren Søndergaard: Det tætteste filmene kommer på et drama, hvor komplicerede menneskelige forhold vejer tungere end troldmandsdueller. David Yates tilførte serien en modenhed, men det blev også begyndelsen på fire visuelt monotone film - alle badet i et blåt, metallisk skær - der endegyldigt slukkede hyggen på Hogwarts.
 
Harry Potter and the Deathly Hallows - Part 1/Warner Bros.

Harry Potter and the Deathly Hallows: Part 1

Daniel Bentien: For første gang befinder vi os uden for Hogwarts, og stemningen blandt vores tre venner er på det laveste. Vi er meget langt fra det farverige eventyrunivers, der blev introduceret i 2001, men heldigvis opvejes det af bedre skuespil og følelsen af nærhed til virkelighedens verden.
 
Marie Bille: Begyndelsen på enden starter godt, og Harry Potter-instruktør numero uno, David Yates, har et godt greb om filmen, der egentlig blot er et mellemspil før det endelige opgør i 'Del 2'. Det endelige resultat havde nok stået skarpere, hvis man havde holdt sig til én film.
 
Selina Wilken: Mange synes, at 'Del 1' er for kedelig, men den er faktisk én af mine favoritter. Den melankolske stemning er en god afveksling fra seriens normalt lidt anstrengende tempo. Her får publikum lov til at trække vejret og bare hænge lidt ud i Rowlings magiske verden.
 
Søren Søndergaard: Den første halvdel er den dårligste Harry Potter-periode på film. Det er ensformigt, kedeligt, og filmen står stille. Til gengæld kommer den sidste tredjedel til undsætning. Den reddes på målstregen, og derfor findes der faktisk ikke en dårlig Harry Potter-film.
 
Harry Potter and the Deathly Hallows - Part 2/Warner Bros.

Harry Potter and the Deathly Hallows: Part 2

Daniel Bentien: Den mest action-fyldte og episke i serien er den perfekte afslutning på en af vor tids største filmserier. Opbygningen til det endelige slag mellem Voldemorts følgere og Hogwarts' troldmænd er at sammenligne med 'Ringenes Herre: De to tårne', hvilket i min verden er det største kompliment.
 
Marie Bille: Mnjaeh… Slutningen på det episke eventyr endte med at blive en anelse intetsigende. Men den binder dog stadig en flot sløjfe på hele filmserien, og det endelige opgør mellem Harry Potter og Voldemort er godt eksekveret.
 
Selina Wilken: Hvor var følelserne? Jeg græd mig igennem anden halvdel af bogen, men da kampen for Hogwarts begyndte på den store skærm, var det ren action uden nogen rigtig fornemmelse af, at karakterernes skæbner egentlig betød noget.
 
Søren Søndergaard: Der er noget ufuldstændigt over afslutningen på det hele. En irriterende fornemmelsen af uforløst potentiale, der skygger for helhedsindtrykket. Og jeg tilskriver alt den unødvendig opdeling af Rowlings sidste bog. Når det er sagt, er der tale om en flot finale, der når ind til fortællingens til tider kyniske kerne - uden at tabe magien på gulvet.
 
Harry Potter and the Half-Blood Prince/Warner Bros.

Harry Potter and the Half-Blood Prince

Daniel Bentien: Alan Rickmans tvetydige Severus Snape får endnu flere nuancer i det sjette kapitel, der også byder på en følelsesmæssig tour-de-force hen imod slutningen. Desværre er andre dele af plottet mindre engagerende, hvilket trækker ned i helhedsindtrykket.
 
Marie Bille: En dyster udgave af Harry Potters univers? Jeg er fan. Det klæder karaktererne, at opleve deres facetter, og det er den bedste Harry Potter-film fra David Yates' hånd. Bogen var også en af mine favoritter i serien.
 
Selina Wilken: Selvom meget af 'Half-Blood Prince' fungerer rigtig godt – især Dracos fortvivlelse og Dumbledores flashbacks – trækker filmens kantede klipning og det dovne genbrug af Phoenix-soundtracket mig ud af historien.
 
Søren Søndergaard: Bogen har sin flashback-struktur tilfælles med 'The Godfather: Part II', og selvom filmen ikke drager fuldt udbytte af potentialet, er det en forrygende omgang mørk magi. David Yates instruerede fire Harry Potter-film, og dette er den bedste og mest fokuserede.
 
Harry Potter and the Philosopher's Stone/Warner Bros.

Harry Potter and the Philosopher's Stone

Daniel Bentien: Det var bestemt ikke givet, at bøgernes univers skulle kunne transformeres succesrigt til film, men Chris Columbus skabte en overbevisende introduktion. Filmen er fyldt med ikoniske scener, men skuespillet og enkelte af de computerskabte effekter giver ridser i lakken.
 
Marie Bille: Det var fantastisk at opleve Hogwarts, Dumbledore og selvfølgelig Harry Potter på det store lærred for første gang. Filmen taber kort pusten henover midten, men får fint samlet op på den i slutningen og forbliver et medrivende eventyr.
 
Selina Wilken: Jo ældre jeg bliver, jo mere holder jeg af den første film i serien. Columbus er nok den instruktør, der er mest tro mod J.K. Rowlings univers - og så fangede han bare noget gejst og glæde i de unge skuespillere, som mangler i de senere film.
 
Søren Søndergaard: Ja, Chris Columbus skabte en (næsten) rendyrket familiefilm ud af Rowlings første bog. Ved første møde var jeg skuffet, men faktum er, at filmen følger bogens tone, og at den vinder ved hvert eneste gensyn. Harry Potters spæde begyndelse var et magisk eventyr. Først senere tog mørket over.
 
Harry Potter and the Goblet of Fire/Warner Bros.

Harry Potter and the Goblet of Fire

Daniel Bentien: Den bedste bog og den bedste film. Turneringen fungerer som perfekt ramme for en fortælling om spirende kærlighed, venskabskonflikter samt ungdommelig usikkerhed, og for første gang bliver ondskaben virkelig farlig i den mørke afslutning. Stakkels Robert Pattinson…
 
Marie Bille: Hvad kan jeg sige? Jeg blev bare ikke fanget af konkurrencen, og filmen virkede usammenhængende. Måske en upopulær mening, men filmatiseringen endte som en skygge af bogen.
 
Selina Wilken: Jeg kan rigtig godt lide Mike Newells fortolkning af Potter-universet, selvom 'Goblet' nok er den film, der bedst viser seriens identitetsforvirring: Er det børnefilm eller seriøs fantasy? Jeg synes aldrig helt, de fandt balancen.
 
Søren Søndergaard: De første to film i serien var familiefilm. De sidste tre-fire stykker nærmede sig en blanding af horror, fantasy og tragedie på Shakespeare-niveau. Som den eneste film i serien, balancerer 'Goblet of Fire' på en knivsæg mellem rendyrket eventyr og dødelig alvor. Juleballet er Harry Potter, når det er bedst.
 
Harry Potter and the Prisoner of Azkaban/Warner Bros.

Harry Potter and the Prisoner of Azkaban

Daniel Bentien: Efter to børnevenlige eventyr tog mexicanske Alfonso Cuarón over og leverede en mere dyster film med stærke karaktertegninger, introduktionen af Gary Oldmans fremragende Sirius Black og et tidsrejseplot, som onde tunger vil anklage for at gøre hovedpersonernes senere anstrengelser i serien overflødige.
 
Marie Bille: Nok den af filmene jeg har set flest gange, og jeg er ret vild med Gary Oldman som Sirius Black. Hele universet er blevet fanget så godt af Alfonso Cuarón, og når jeg tænker på Harry Potter er det hans billeder, der dukker op på nethinden.
 
Selina Wilken: 'Azkaban' er filmen, der deler vandene for Potter-fans: Enten elsker man Cuaróns skæve bud på J.K. Rowlings magiske univers, ellers hader man det. Jeg er personligt ikke fan. Den Tim Burton-lignende fortolkning gør efter min mening handlingen absurd og latterlig på en decideret ufed måde.
 
Søren Søndergaard: Alfonso Cuarón indfanger sublimt den melankolske stemning, der udgør rygraden af den bedste Harry Potter-film. I 'Azkaban' tager Harry Potter springet fra barn til teenager, og filmserien rykkede passende op i en anden liga. Timingen, i en film om tid og teenagere, var på alle måder perfekt.