Første trailer til Valerian

Linda & Valentin ifølge Luc Besson
Billede
(© UIP)

Vi er ret spændte på Luc Bessons kommende filmatisering af tegneserien om Linda og Valentin, og den første trailer til science fiction-eventyret bidrager yderligere til forventningerne.

Traileren viser de to rumtidsagenter, som originalt hedder Laureline og Valérian, og som spilles af Dane DeHaan og Cara Delevingne. Plottet afsløres der til gengæld ikke så meget af, og lige nu ved vi kun, at deres leder (Clive Owen) sender agenterne til den mangfoldige storby Alpha.

Luc Besson har bestemt øje for det visuelle, og traileren vækker blandt andet minder om instruktørens The Fifth Element.

Det er dog efterhånden mange år siden, at den franske instruktør har leveret en virkelig stærk film, så man kan kun krydse fingre for, at det sker med fortolkningen af Jean-Claude Mézières og Pierre Christin forlæg.

Valerian and the City of a Thousand Planets får premiere den 20. juli 2017.