Teaserpremiere: Iqbal og Superchippen

Første kig på dansk familiefilm
Billede
(© Nordisk Film)

Den danske familiefilm Iqbal & Superchippen har fået en teasertrailer, der lægger op til endnu et eventyr om drengen Iqbal baseret på bøgerne af Manu Sareen.

Efterfølgeren til Iqbal & den hemmelige opskrift følger igen Iqbal, veninden Sille og lillebroren Tariq. Iqbal og Sille har altid været naboer på Blågårdsgade på Nørrebro, men gaden skal undergå en byfornyelse, og det er slynglerne Æselmand og Svinet, der står for det.

Byggeprojektet er i virkeligheden et skalkesjul for at få fingrene i den olie, de har fundet under Blågårdsgade. Iqbal og Sille finder en chip, der rummer magisk energi, og for at redde gaden sælger de den til banditterne. Men de bliver snydt, og nu må vennerne gøre alt for at får chippen tilbage og afsløre Æselmanden og Svinets luskede planer.

Filmen er instrueret af Oliver Zahle, der også har stået bag tv-serien ’Pendlerkids’, og Rasmus Bjerg og Andreas Bo vender tilbage i rollerne som de to forbrydere.

Iqbal & Superchippen får premiere den 15. december.

Iqbal & Superchippen ©Nordisk Film