En flænge i himlen får konkurrence

Ny trailer til Mig før dig
Billede
(© New Line Cinema)

Trænger du til et lille pusterum fra de mange superhelte-nyheder, der har floreret på det seneste?

Så får du her den nye og forlængede trailer til det romantiske drama Mig før dig, hvor de to skuespillere Emilia Clarke og Sam Claflin indledningsvis præsenterer.

Filmen handler om pigen Lou Clark (Clarke), der bliver ansat som hjælper for den depressive rigmandssøn, Will Traynor (Claflin), som har været ude for en ulykke og er blevet lam.

Efterhånden som det unge par bruger mere tid sammen, begynder de langsomt at åbne deres hjerter for hinanden.

Den nye trailer giver os denne gang et indblik i den ulykke, der resulterer i, at Will bliver lam i det meste af kroppen og derfor har brug for pleje døgnet rundt.

Dramaet er baseret på Jojo Moyes' bestseller-roman af samme navn, og kan med sin sick lit-genre blive dette års svar på En flænge i himlen.

Mig før dig får premiere den 2. juni.