Første trailer til The Longest Ride

Romantik fra forfatteren bag The Notebook
Billede
(© 20th Century Fox)

Nicholas Sparks er kendt som forfatteren bag romantiske værker som The Notebook og Dear John, som er blevet til succesrige filmatiseringer. Til næste år er turen kommet til hans bog, The Longest Ride, og den har fået sin første trailer.

'The Longest Ride' handler om en tidligere rodeo-cowboy (Scott Eastwood), der forøger at komme tilbage i topform inden for tyreridning. Han møder og forelsker sig i Sophia (Britt Robertson), hvis store drøm ligger i New Yorks kunstverden.

Deres kærlighedshistorie bliver sat i kontrast til en ældre mands (Alan Alda) livslange partnerskab med kvinden, som han nu har mistet. Netop hans historie bliver en stor inspiration for det unge, forelskede par.

Stemningen i traileren lægger sig op ad de øvrige Sparks-filmatiseringer med en blanding af romantik og hjerteskærende drama. Enten er man solgt, eller også skal man holde sig langt væk. 

The Longest Ride får dansk premiere den 13. maj.