Coen-brødrene: Bedst til værst

Se klip fra alle filmskabernes 15 film
Billede
(© ABC TV Networks)

Fire Oscars, en Guldpalme, to BAFTA-priser og 92 øvrige priser. Så meget har Coen-brødrene skrabet sammen løbet af deres karriere. Det er altså ikke hr. Hvemsomhelst, der er tale om, men derimod nogle af filmverdenens mest anerkendte personer.

Joel og Ethan Coen skriver, instruerer og producerer deres egne film. Ofte klipper de dem også. Det har de altid gjort, og det kommer de nok altid til at gøre. Der er altså tale om ægte amerikanske auteurs, hvis universer er genkendelige og fyldt med særegen humor. 

Samtidig er de kendt for at bruge de samme (fabelagtige) skuespillere om og om igen med Steve Buscemi, John Goodman, George Clooney og Frances McDormand.

I anledning af deres kommende film, Inside Llewyn Davis, har redaktionen gennemset og rangeret samtlige Coen-film, dog med undtagelse af film, de ikke har instrueret og film, hvor de kun bidrager med et segment.

Her er de så: værst til bedst. Med klip fra alle deres trailers foroven. 

Er du enig i vores placering? Skriv din mening i kommentarfeltet forneden.

15. The Ladykillers (2004)
Lavpunktet i Coen-brødrenes karriere holder stadig et højere niveau end mange andre komedier. Tom Hanks er næsten det hele værd som charmerede lurendrejer med tand. Genindspilning af Ealing-komedien fra 1955.

14. Intolerable Cruelty (2003)
Hyldest til screwball-komedien fra 1930ernes Hollywood med George Clooney som kæk skilsmisseadvokat, der ender i hidtil usete problemer, da han forelsker sig i gold diggeren Catherine Zeta-Jones. For første gang i brødrenes karriere virker et hyret mord ikke overbevisende.

13. Burn After Reading (2008)
Brad Pitt indtræder i Coens univers med sin mest spraglede rolle til dato som mindre begavet fitnessinstruktør, der forsøger at sælge et hemmeligt bånd, som CIA også ønsker at få fat i. 

12. Raising Arizona (1987)
Overgearet komedie med Nicolas Cage og Holly Hunter, der kidnapper en baby, blot for at ende som drabsmål for en motorcykelkørende, djævelsk lejemorder. 

11. Blood Simple. (1984)
Man kan godt mærke, at ’Blood Simple.’ er en debutfilm. Coen-brødrene prøver mange af deres senere perfektionerede kendetegn af, og især plottet, hvor problemerne eskalerer drastisk for en jaloux rigmand, er typisk for deres stil.

10. The Man Who Wasn’t There (2001)
Billy Bob Thorntons stenansigt og en forførende Scarlett Johansson er det, man primært tager med sig fra den tilrøgede krimi, der på elegant og underspillet vis hylder 1940ernes film noir.

9. A Serious Man (2009)
Instruktørernes jødiske ophav udforskes i den mørke fortælling om matematiklæreren Larry Gopnik, hvis liv smuldrer omkring ham som følge af begivenheder. Klassisk Coen i den dystre ende.

8. The Hudsucker Proxy (1994)
Opfindelsen af hulahopringen er grundlaget for komedien, hvor Tim Robbins bliver ansat som inkompetent erstatning for den afdøde direktør i et stort firma. Veloplagt sjov og ballade.

7. The Big Lebowski (1998)
Når det kommer til skæve karakterer og huskværdige replikker er der næppe nogen Coen-film, der overgår denne. Jeff Bridges spiller nærmest sig selv, John Goodman er afstumpet veteran fra ’Nam, og Steve Buscemi den underkuede Donny.

6. O Brother, Where Art Thou? (2000)
Homers Odysseen bliver genfortolket og oversat til coensk med George Clooney, John Turturro og Tim Blake Nelson som tre uheldige, infame straffefanger. Og John Goodman som en opfindsom udgave af kyklopen.

5. Miller’s Crossing (1990)
Gangsterdramaet er mindre selvironisk end andre Coen-film, men oser af ægte coolness i sin yderste potens. Gabriel Byrne og John Turturro er sublime i filmen, der er blandt de bedste i sin genre.

4. True Grit (2010)
Coen-brødrenes genindspilning af John Wayne-klassikeren er deres første egentlige western og en stringent fortælling om en fordrukken sherif og hans unge protegé. Jeff Bridges og Hailee Steinfeld burde begge have vundet en Oscar for filmen, der blev voldsomt overset ved årets prisuddeling.

3. Fargo (1996)
Franskmændene i Cannes havde allerede luret Coen-brødrenes kvaliteter, da de gav ’Barton Fink’ Guldpalmen fem år forinden, men det var ’Fargo’, der stjal amerikanernes opmærksom og fik to Oscars for Bedste kvindelige hovedrolle (Frances McDormand som højgravid politibetjent) og Bedste manuskript.

2. No Country for Old Men (2004)
Brødrene har altid været fremragende til at skabe ikoniske skurke, men med ’No Country for Old Men’ overgik de alligevel dem selv med Javier Bardems skræmmende psykopat-lejemorder Anton Chigurh. Blandet med Tommy Lee Jones’ tørre kommentarer og et plot, der virker som en forfinet udgave af ’Blood Simple.’, er filmen blandt Coens bedste.

1. Barton Fink (1991)
Guldpalme-vinderen er også den bedste Coen-film. John Turturro og John Goodman er sublime som henholdsvis kriseramt forfatter og selveste Djævlen i et intellektuelt, morsomt og helt igennem unikt mesterværk.

Inside Llewyn Davis er aktuel i biografen.