'Velkommen Mr. Chanche' er fortællingen om Mr. Chance (Peter Sellers), der igennem hele sit liv har boet isoleret som gartner i en excentrikers villa. Da ejeren dør, kommer den midaldrende Chance ud i den verden, han kun har kendskab til gennem tv. Han taler med et barns enfoldighed om rødder, jord og solskin – og rammer en nerve hos folk, der er trætte af selvpromovering og højspændt kommunikation: Chance bliver skiftevis fortolket som poet, filosof og den modkulturelle stemme, establishmentet har higet efter. Nogle tilfældigheder senere er han præsidentens personlige rådgiver!

’Velkommen Mr. Chance’ er med andre ord den amerikanske nutids-pendant til Monty Pythons ’Life of Brian’, der sjovt nok blev til samme år – bare mere deadpan og mindre profan. En satire over mediering, autenticitetshype og persondyrkelse, som ikke har fået mindre aktualitet i tweet-æraen, hvor det er blevet ubestrideligt, at man godt kan nå politisk helt til tops uden af være intellektuelt overfrankeret: ”Jeg kan ikke skrive eller læse. Men jeg kan godt lide at se fjernsyn,” som Chance siger.

Om filmen skrev kritiker-ikonet Roger Ebert: 'Jeg er ikke meget for at skulle lodde filmen for at finde et budskab, selvom jeg er sikker på, at det vil være publikums foretrukne fornøjelse. Jeg beundrer den blot for dens mod til at tage en mærkværdig idé og følge den til dens ultimative komiske konklusion.'

Peter Sellers’ geni bliver testet til det yderste, og selv om rollen med sin begrænsede mimik og gestik ligger lysår fra både Inspektør Clouseau og Dr. Strangelove, er filmen helt og holdent hans. Det ejegode menneske, der pludselig kommer i eksistentiel krise, da han ser sig selv på fjernsyn.