Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Sicario

Tilladt for børn over 15 år
Filmen har ikke været indsendt til vurdering hos Medierådet for Børn og Unge. I henhold til filmloven påføres ikke-vurderede film 15 års-mærkatet.

Se mere på medierådet.dk
22.10.2015
| |
2 timer 1 minut (ekskl. reklamer og trailers)
|
Sicario
|
Versioner: se alle
2D, Babybio, Seniorbio
|

I thrilleren 'Sicario' kommer FBI-agenten Kate Macer på sporet af en magtfuld narkobaron, som har sine forretninger omkring den mexicanske grænse.

Idet sagen er for følsom til at være en almindelig FBI-mission, bliver hun overflyttet til en særlig enhed, der ikke skyr nogen midler i kampen for at finde frem til den lyssky bagmand.

Matt Graver, der står i spidsen for operationen, hemmeligholder stort set alle detaljer for den robuste, men forholdsvis uprøvede FBI-agent, og samtidig skal hun arbejde sammen med den mystiske indsatsleder Alejandro, der kender banderne lidt for godt. Jo dybere Kate graver i sagen, desto mere kommer hun i tvivl om, hvem der er de gode, og hvem der er fjenden. 

'Sicario' er en intens thriller i samme territorium som Traffic, og på samme måde som genreklassikeren Heat bruger filmen få men effektive action-scener til at understrege stemningen. Emily Blunt har allerede fået stor opmærksomhed på baggrund af sin komplekse hovedkarakter, men også Benicio Del Toro og Josh Brolin leverer mindeværdige præstationer. (copyright: kino.dk)

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (305 votes)
4.6
4.7

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "'Sicario' er en isnende thriller, overraskende og overrumplende - og lige så nådesløs som det grænseland den foregår i..." (Louise Kidde Sauntved)

  • BT

    "... selvom 'Sicario' bestemt ikke hygger om sit publikum, så leverer den fransk/canadiske instruktør Denis Villeneuve førsteklasses filmarbejde." (Henning Høeg)

  • Ekstra Bladet

    "... selv om vi har set historien før [...] så sidder man alligevel frydefuldt fastlåst i biografsædet samfulde to timer, da det hele er så ekvilibristisk lavet, at man ikke kan andet end lade sig rive med af alle uhyrlighederne." (Henrik Queitsch)

  • Filmland P1

    "... han er dygtig, ham Villeneuve. 'Sicario' er lækkert skruet sammen, så godt at man nemt glemmer at den gemmer en klassisk actionfilm i sin grundskabelon." (Per Juul Carlsen)

  • Jyllands-Posten

    "'Sicario' er en veldrejet spændingsfilm om konflikter, der er skildret mange gange før, ikke mere – og så alligevel meget mere på grund af mesterfotografen Roger Deakins billedsætning..." (Johs. H. Christensen)

  • Politiken

    "'Sicario' er blæret afviklet og uafrystelig. En sjælden kombination." (Kim Skotte)

  • Weekendavisen

    "Instruktøren Denis Villeneuve, som er canadisk, demonstrerer den samme tætte kampteknik, som han brillerede med i 'Incendies'. Især kan han ikke få nok af brændende ørkenlandskaber." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Bjarke

Da jeg for nogle måneder siden for første gang hørte om "Sicario", begyndte jeg allerede at glæde mig meget til filmen. Det var den samme instruktør som ved "Prisoners", og vi blev lovet en mørk og filosofisk film om narkotikahandlen mellem Mexico og USA. Senere blev filmen vist på Cannes, hvor den fik ret god respons. Her på sitet blev der skrevet, at filmen til tider virkede som "Traffic" instrueret af Michael Mann. Forventningerne var derfor høje - alt for høje. For selvom filmen utvivlsomt er god, så opnår den ikke sit fulde potentiale. Lad os starte med de positive ting.

Selve historien omhandler FBI-agenten Kate Macer, spillet af Emily Blunt, der, grundet sin erfaring med skududvekslinger, inviteres indenfor i en task force, der skal eliminere sygdommen i stedet for blot at behandle symptomerne. Macer takker ja, hvilket sender hende ud på en uforudsigelig rejse ind i Mexico - og ind i menneskets mørkeste afkroge. På vejen møder hun lederen af operationen, Matt Graver, der spilles fremragende af Josh Brolin. Graver har ikke super meget plads i filmen, men han er en fin karakter, der også fungerer som comic relief. Herudover stifter Macer også bekendtskab med den mystiske Alejandro, spillet af Benicio Del Toro. Del Toros præstation er fremragende, noget af det bedste ved filmen. Samtidigt får vi undervejs i filmen gradvist mere og mere at vide om hans karakter, enten gennem ham selv eller andre karakterer. Det sjove er, at det, efter min mening, egentlig er Del Benicio, der kommer til at fungere som hovedrolle. Nok er Blunt præsenteret som hovedrollen i anmeldelser og marketing, men jeg mener, hun træder for meget i baggrunden til at være det. Samtidigt kan Blunts forneme skuespil ikke redde en flad karakter, der ikke gennemgår nogen udvikling (ikke rigtigt, i hvert fald).

En anden positiv ting er intensiteten, for det er der meget af. Der er ikke tale om action-scener, i hvert fald ikke hvis realisme er definitionen på action. Det gør skam ikke spor, faktisk er disse scener noget af det bedste ved filmen. Jeg understreger blot, at er det en actionfilm, du søger, så skal du lede videre.

Den sidste gode ting ved filmen er musikken. Jeg så filmen med en ven, der havde hørt soundtracket inden, og som havde rost det til skyerne. Noget, der er gået igen i flere anmeldelser.

Men som nævnt er der en række problemer ved filmen, eller nærmere sagt er der ét stort problem ved filmen: Historien. Det er allerede nævnt, hvordan Blunt, der skal forestille at være hovedrolle, ikke har en central plads nok til at bære den titel. Derudover er den overordnede historie mangelfuld. Nok er der mange gode scener og præstationer, men den overordnede historie, der skal binde disse scener sammen, er ringe. Derfor kommer filmen mest af alt til at fremstå som en række gode og intense scener, der løst er bundet sammen, således man egentlig blot kommer til at glæde sig til den næste "actionscene". Desværre. Således havde filmen noget potentiale, som den ikke fik udlevet.

Yususer/401668

Utrolig realistisk film med en fantastisk historie. Del Toro er den bedste.

Finnuser/234747

Uden at kende virkeligheden omkring narkokrigen ved den Amerikansk-Mexikanske grænse virker denne film utrolig realistisk. Ikke nogen tøseopgaver og lette løsninger - det der skal til bliver vist. - jeg følte mig utrolig godt underholdt og var især imponeret af Josh Brolin og Del Toro. - SUPERFILM.

Martin S

Skuespil , historie og fotografering er helt fantastisk. Skal ses igen!!

Per

Det var en superfed film med massere af spænding.

Jensuser/353683

... dog er dette ikke ensbetydende med at det er en god film.

Enten er jeg for stor en sortseer eller også er filmen totalt forudseelig, men personligt var der ingen overraskelser der i.

Emily Blunt spiller den naive (eller måske dumme) FBI-agent som får åbnet øjnene for virkelighedens verden ved USA's grænse.
Del Toro spiller udemærket som den hensynsløse morder, men man kommer aldrig i dybden med hans karakter, der bliver bare nævnt i flæng hvad han er, and that's it.

Og hele subplottet med den korrupte politibetjent fra Mexico var overflødig. Var der sikkert for at vise _hvorfor_ han gør hvad han gør (fattigdom, familie, etc).

Hvis du er ligeså naiv som Emily Blunts karakter, så er filmen en god øjenåbner for hvor grusom verdenen er/kan være.
Men ellers er der ingen grund til at se filmen.

S. Rico

Kate (Emily Blunt) er den gode FBI-agent, Matt (Josh Brolin) er lidt af en bad guy CIA agent, og Alejandro (Del Toro) er den grusomme rådgiver/agent fra Columbia.

I Sicario skal disse tre meget forskellige ”dusørjægere” jagte en narkoboss og hans bagmand, der befinder sig i hhv. USA og i Mexico. Der tages ret så utraditionelle metoder i brug for at lokke narkobossen frem. Matt udtrykker det noget i retning af, at alle de indledende handlinger bare går ud på at få rystet buskene lidt… Det viser sig også at have en rimelig god effekt, og snart herefter går jagten for alvor ind.

Filmen er mørk, intens og kompromisløs. Man kan sidde og bilde sig selv ind, at det bare er en action-thriller, og at den derfor ikke bør tages så alvorlig. Men den er skildret på en ubehagelig realistisk måde. Og den underliggende musik er i høj grad også med til at skabe en helt særlig stemning, som flere steder nærmest føles som en gyser. Super fed oplevelse.

Alligevel gik jeg fra filmen med en underlig følelse af, at der manglede noget. Måske fordi der ingen rigtig forløsning kommer. Det er svært at heppe på en ”helt”, som på ingen måde opfører sig helte-agtigt. Og det er svært at juble over, at skurkene får klø, når de fremstilles som ganske almindelige familie-mennesker.

dippegalantuser/922792

"Alligevel gik jeg fra filmen med en underlig følelse af, at der manglede noget. Måske fordi der ingen rigtig forløsning kommer. Det er svært at heppe på en ”helt”, som på ingen måde opfører sig helte-agtigt. Og det er svært at juble over, at skurkene får klø, når de fremstilles som ganske almindelige familie-mennesker."

Det er netop pointen med filmen. At skurkene også er almindelige familiemennesker og at heltene også er skurke. Matt forklarer i filmen at krigen mod narko ikke kan vindes, så længe 20% af befolkningen stadig tager stoffer.

Heltene kæmper altså en krig, der ikke rigtig er opbakning til, men hvor det handler om at begrænse skadevirkningerne. Dermed bliver de til skurke, fordi skurkene jo bare faldbyder de produkter, befolkningen tydeligvis gerne vil have.

Der er en meget nær analogi til vores eget stofmarked i Danmark og den debat der kører her. Mange mener at hash skal legaliseres og at de politifolk der bekæmper den ulovlige hashhandel i virkeligheden bare gør miljøet mere råt og kompromisløst gennem deres handlinger. At den "tilstødende" kriminalitet ville falde betydeligt, såfremt hashhandlen blev gjort lovlig. At bander og rockere ikke længere ville tjene millioner på handlen, at almindelige borgere ikke længere ville kriminaliseres eller udsættes for så meget kriminalitet, samt at fødekæden til hårdere stoffer måske ville kunne brydes.

Pointen med Sicario - og forløsningen - er at vi kæmper en krig vi ikke kan vinde, fordi vi kæmper mod vores egne lyster. Og når vi kæmper krige vi ikke kan vinde - hvad end det er mod narko, terror eller eks. konventionelle krige i Vietnam, så kommer vi i sidste ende til at tage mindst lige så slemme metoder i brug som vores "fjender" i ren frustration over at vi ikke vinder.

Sicario er ikke en film, hvor forløsningen er jubel over heltene eller skurkenes bekomst. Det er en film, der udfordrer hele helte og skurkebegrebet og fortæller os at vi alle er mennesker. At selv renskurede og nydelige idealer kan ende med at blive misbrugt i en beskidt og yderst voldsom krig.

Det synes jeg Sicario skildrer yderst fornemt.

Det jeg manglede var derfor ikke forløsning og jeg har også givet filmen 5 stjerner. Det jeg manglede for lige at komme helt i top, var bedre og mere mindeværdig dialog. Den synes jeg til tider var flad og uinspirerende.

S. Rico

Jamen, det er jeg skam godt klar over. Så jeg er sådan set enig i alt hvad du skriver. Nu er det bare sådan, at jeg primært bruger film som eskapisme. Jeg vil underholdes!

Jeg kan dog også godt lide engang imellem at se film, der zoomer ind på virklighedens problemer. Og af og til ser jeg endda dokumentarfilm (men ikke mange). Ift. USA/Mexico problematikken - og især El Paso/Juarez - så kan jeg varmt anbefale Narco Cultura, som jeg lige har set på Netflix.

dippegalantuser/922792

At man tager seriøse hverdagsspørgsmål under behandling, forhindrer jo ikke underholdningen. Og jeg var skam fremragende underholdt af Sicario.

Men skal jeg forstå det således at eks. film som Schindler's List heller ikke falder i din smag? Den er jo bestemt ikke lavet for at underholde på nogen måde? Jeg spørger af oprigtig interesse. Ligeså med film som Jagten, eksempelvis?

Jeg takker for anbefalingen og vil måske vælge den til på et tidspunkt.

Personligt er jeg ret stor fan af film som Sicario. På mange måder minder den mig om "No Country For Old Men" i fortællestilen. Den rolige fortælling, der foldes ud og bliver mere og mere dyster, indtil hovedpersonen står i møg til halsen. I Sicario er det mindre tydeligt hvem heltene og skurkene er, men i "No Country" er det bestemt heller ikke entydigt at "heltene" er helte. I hvert fald ikke pletfrie helte.

Nå, det var et sidespring...

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.